Dansk Super Rally   27/05/24

To forskellige skæbner overgik Glad Sports mandskaber
Mens Kenneth Madsen/Mette Felthaus tog deres fjerde generalsejr i streg i Dansk Super Rally, blev Jacob Madsen/Line Nedergaard ramt af sort uheld på Korsika.

Efter en lille times intens kamp mod stopuret kunne Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens) lad sig kåre som vindere af Rally Sønderjylland og tage den fjerde generalsejr i streg i Dansk Super Rally i deres Citroën C3 Rally2.


Kenneth Madsen og Mette Felthaus vandt Rally Sønderjylland omkring Aabenraa.
(Foto: Allan Post Christiansen)

”Det var et virkeligt godt løb med nogle fine hastighedsprøver, og så blev vi konstant presset af Simon Vallentin og Karsten Isaksen,” siger Kenneth Madsen, og Mette Felthaus fortsætter:

”Vi har haft en intens kamp, og det at Simon og Karsten har pustet os i nakken, har været med til, at vi har ydet vores bedste. Det var megafede prøver og fedt at være andenkører. Der har virkelig været kød på dem, og det skal klubben have ros for. Jeg er generelt ikke fortaler for rundbaner, men disse her var gode. Det var ikke kun mig, men også Kenneth, som hele tiden skulle levere.”

”Løbet begyndte med en power stage. Det er normalt den, som afslutter et løb, men vi lagde hårdt ud, og vi vandt den og fik ekstra point,” siger Kenneth Madsen. ”Vi har kørt på de samme fire dæk hele dagen og kun lavet lidt småjusteringer på undervognen. Der var nogle gevaldige hop, så det var lidt svært at få det til at fungere perfekt, så nogle steder måtte vi slappe lidt af.”

Kenneth Madsen/Mette Felthaus endte med af vinde tre af de otte hastighedsprøver og være næstbedst på de fem andre. Undervejs i løbet kunne de dog i modsætning til normalt ikke følge med i den løbende stilling. ”Det giver noget nyt, at du ikke kan sige, at nu skal du skrue ti procent op eller ti procent ned. Du kan kun gætte på, hvor du er i forhold til konkurrenterne,” siger Mette Felthaus. ”Vi byttede tider, men vi kunne jo ikke være sikre på, om vi fik de rigtige. Men inden sidste prøve fandt vi ud af, at det ville blive tæt. Og det blev det. Vi vandt med små 10 sekunder.”

Mens Kenneth Madsen/Mette Felthaus havde pokaler hjem fra det sønderjyske, var det kun oplevelsen og erfaringen, som Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Viborg) fik med sig fra Rallye Terra d’Aléria på de korsikanske grusveje.

Midt på den første hastighedsprøve fredag fik holdet en punktering. Og efter en kilometers kørsel på den næste fik man endnu én.


Forholdene for Jakob Madsen og Line Nedergaard var helt specielle under Rallye Terra d’Aléria.

”Vi havde stadig 20 km hastighedsprøver, vi skulle køre, og hvis vi bare havde fortsat, havde vi helt sikkert splittet bilen totalt ad,” siger Jacob Madsen. Danskerduen var det eneste hold blandt deltagerne i Stellantis Cuppen, som på førstedagen blev ramt af punkteringer. ”Der var meget dybe spor på grusvejene, og flere steder kører du nærmest på dæksiderne,” fortæller Line Nedergaard. ”Der er ikke noget at gøre ved sådan noget. Det var noget helt andet, hvis vi havde begået fejl, men to punkterede dæk kan du ikke holde for…”

Holdet kunne få lov til starte i lørdagens fire hastighedsprøver, men udenfor konkurrence.

”Jeg var klar til at fortsætte. Det var mekanikerne også, for de havde jo taget den lange vej med rallybilen på slæb efter kassevognen, og man ved jo ikke, hvornår man får muligheden for at køre rally i sådanne omgivelser igen,” siger Line Nedergaard.

”Jeg skulle trækkes op, for jeg manglede lidt gnisten, når jeg vidste, at der ikke var noget at køre om,” siger Jacob Madsen. ”Vi startede nu blandt de langsomste i Stellantis Cuppen, og på blandt andet en 24 km lang prøve, blev vi fanget i støv. Det var tæt på, at vi næsten holdt stille, fordi vi intet kunne se i støvet fra holdet foran os.”

I deres Peugeot 208 Rally4 lykkedes det dog mandskabet to gange at sætte hurtigste blandt alle i klassen.

Glad Sport Presse


Læs mere om:
  • Jacob Madsen
  • Kenneth Madsen
  • Line Nedergaard
  • Mette Felthaus
  • Aabenraa
  • 25/05/24 - Aabenraa - Dansk Super Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk