Rally Sprint   22/07/24

Kenneth Madsen vandt fartduellen ved Gammelrand
Kenneth Madsen fra Ruds Vedby vandt weekendens vestsjællandske fartduel i NCC Nyrand Grusgrav & Genbrug ved Gammelrand/Svebølle, omend blot med et forspring på fire tiendedele af et sekund i forhold til rivalen Simon Vallentin fra Holbæk.

For Kenneth Madsen handlede det om at vinde for ikke at tabe tre år i træk til Vallentin, der for sit vedkommende havde et hattrick som mål - at vinde KOMO Rallysprint for tredje år i træk. Men til forskel fra i fjor, var de to kombattanter denne gang også mobiliseret med mere jævnbyrdige biler.


Med totalsejren i KOMO Rallysprint 2024 fik Kenneth Madsen sat sig igennem over for de seneste to års vinder Simon Vallentin.
(Foto: Morten Dam)

De to vestsjællandske sprintere kørte i henholdsvis Citroën C3 Rally2 og Hyundai i20 Rally2, begge med 4-hjulstræk, til det yderste, og holdt det tusindtallige publikum i ånde fra start til mål. Tredjepladsen blev besat af Jacob Madsen, Ruds Vedby, i Peugeot 208 Rally4, der ligesom broderen Kenneth kører for Team Glad Sport i Kalundborg.

Dagens startliste talte 54 biler og der blev sprintet, så støvet bølgede og dansede under en skyfri himmel. Kombineret med vindstille og en bagende sol kom det med temperaturer på 25-30°C i mere end én forstand til at gå hedt for sig på og ved den 16,8 kilometer lange sprintbane, hvor der efter fire heat og et røverheat kunne hyldes to totalvindere:


Brødrene Kenneth og Jacob Madsen fra Ruds Vedby glimrede i weekendens KOMO Rallysprint ved at besætte to af de tre pladser på sejrspodiet.
(Foto: Morten Dam)

Kenneth Madsen som vinder i det 37. KOMO Rallysprint og Simon Vallentin som vinder af det separat præmierede Røverheat for feltets fem generelt hurtigste deltagere.

Slutresultatet kan gøres op i to ting: Danmarks to hurtigste rallykørere leverede sammen med de øvrige deltagere i feltet et forrygende fartcirkus, og med de skiftende resultater af skarpe opgør mellem de to fartkonger er der streget op til nye dueller fremover.


Simon Vallentin, Holbæk, bidrog med sin spektakulære kørestil for underholdning på et højt plan.
(Foto: Morten Dam)

Efter årets KOMO Rallysprint gjorde løbsleder Finn Højlund situationen op:
- Sprintet blev planmæssigt afviklet og det er mit indtryk, at der i år var flere tilskuere end i fjor. Da forskellen mellem de hurtigste blev målt i brøkdele af et sekund, var der tillige sørget for førsteklasses underholdning. Vi er ovenud tilfredse og det samme var deltagerne.

Bortset fra enkelte tilfælde af utidige ”botaniske studier“ udenfor sporet, forløb dagen uden uheld. Syv deltagere måtte af forskellige grunde opgive at gennemføre alle dagens heat.


Simon Vallentin måtte nøjes med en andenplads, men dermed er opgøret med Kenneth Madsen ikke slut. Nye dueller venter forude for de to kamphaner.
(Foto: Morten Dam)

Klassevindere i det 37. KOMO Rallysprint
RS5: Kenneth Madsen, Ruds Vedby, Citroën C3 Rally2.
RS4: Jacob Madsen, Ruds Vedby, Peugeot 208 Rally4.
RS3: Nicolas Matthiesen Nielsen, Sorø, Citroën C2R2.
RS2: Jacob Egholm, Skibby, Renault Clio Rally5.
RS6:Tonny Hansen, Jyllinge, Opel Corsa.
RS7: Erik Borel, Solrød Strand, Opel Kadett GSI 16V.
RS8: Henning Christoffersen, Vordingborg, VW Golf 1, Gr. 2.
RS9: Johnny Pedersen, Slangerup, BMW M3.

Kalundborg og Omegns Motorklub (KOMO)

Morten Dam - autoMOTIV/specialpress


Læs mere om:
  • Gammelrand

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk