Danish Endurance Championship   16/08/24

GP Danmark med langdistancekamp
DEC - Danish Endurance ChampionshipTredje afdeling af Danish Endurance Championship køres i weekenden
23 racerbiler og 23 mandskaber er klar til start i Danish Endurance Championship ved weekendens GP Danmark på FDM Jyllandsringen. Og der venter dem – og tilskuerne på racerbanen øst for Silkeborg – samlet 100 minutters race og mindst 46 pitstops.

Såvel lørdag eftermiddag som søndag formiddag køres der et 50 minutters langdistanceløb på racerbanen øst for Silkeborg, og for langdistanceløb gælder præmissen om, at de vindes på racerbanen, men tabes i pitten. Denne pit skal mandskaberne besøge mindst én gang i hvert løb for at foretage et obligatorisk kørerskifte, og tæller et mandskab kun én kører, skal denne stadig køre i pit indenfor det ti minutter lange pitvindue, stige ud, lukke døren på racerbilen, stige ind og spænde sig fast igen, inden løbet kan genoptages.


Henrik Bollerslev jagter sæsonens første DEC-sejr på FDM Jyllandsringen.
(Foto: Stumpphoto)

Feltet er inddelt i fem divisioner, og næsten halvdelen af racerbilerne starter i DEC3-division, som bogstaveligt talt befinder sig midt mellem de langsomste og de hurtigste biler i feltet. Men det er netop i DEC3-divisionen, at man nok vil komme til at opleve den hårdeste kamp. Fire løb er kørt indtil nu i år, og disse fire løb har haft tre forskellige vindere i DEC3-divisionen.

Frederik Normann, Rødkjærsbro, har vundet to af dem i sin BMW M3 E46 og fører derfor divisionstabellen an. Kaare Frogne, Roskilde, har også scoret en sejr, mens Sally Racing ligeledes har haft et mandskab øverst på podiet. Men i DEC3-divisionen er der stadig mandskaber, som tidligere har vundet løb, men endnu ikke er nået til tops i årets løb. Det gælder eksempelvis far-og-søn-teamet Peter og Mikkel Obel, Kalundborg, som vandt sidste års mesterskab, ligesom Henrik Bollerslev, Viborg, jagter sin første 2024-sejr.

En række nye mandskaber stiller for første gang i denne sæson til start i Danish Endurance Championship. Far-og-søn-duoen Dan Pedersen/Chris Leonhard, begge Brædstrup, starter i en Renault Clio V6, mens de erfarne Youngtimer-kørere Mik Henriksen/Mick Stentved, Esbjerg/Odense, deltager i førstnævntes BMW. I den hurtige DEC5-division bliver Torben Ingerslev/Kevin Rossel, Struer/Vejle, i deres Ferrari 488 Challenge Evo udfordret af en nyere Ferrari 296 Challenge, som køres af Anders Bidstrup/Søren Bidstrup, Svendborg/Valby.

Danish Endurance Championship

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Henrik Bollerslev
  • Jyllandsringen
  • 18/08/24 - Jyllandsringen - Danish Endurance Championship

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport