FIA WEC   17/09/24

Mikkel O. Pedersen: ”Jeg fik leveret et godt stint.”
World Endurance ChampionshipResultatmæssigt var årets japanske VM-afdeling en skuffelse for racerkøreren fra Struer
Mikkel O. Pedersen havde ikke de store forventninger, da han i sidste uge drog til Japan for at deltage i den syvende af årets otte afdelinger af FIA World Endurance Championship – verdensmesterskabet for sportsvogne.

Gennem sæsonen har Proton Competitions sorte Ford Mustang vist sig som noget af en udfordring, specielt på brugte dæk, og dette blev ikke gjort bedre af, at weekendens løb skulle køres på Fuji-banen, der er kendt for at være rigtig hård ved dækkene.


Frustrationen var tydelig hos Mikkel O. Pedersen
(Foto: Ford)

”Vi sluttede som nummer 16 i GT3-klassen, hvor vi var to omgange efter vinderne. Det var præcist, som vi på forhånd havde regnet med,” fortæller racerkøreren fra Struer.

”Teamejer Christian Ried var tilbage som vores bronzekører, og han startede løbet på de dæk, han havde brugt i tidtagningen. Det gik fint de første par omgange, men så begyndte dækkene ret hurtigt at give op. Han råbte højt over radioen, Det kan ikke lade sig gøre at køre den bil. Teamet kaldte Christian ind før tid, da han var ved at blive hentet med en omgang. Jeg fik så oplevelsen af at fortsætte løbet på hans godt brugte dæk. Jeg kæmpede bare videre, men kunne ikke stille noget op, mens de andre biler bare kørte om ørerne på os.”


Proton Competitions Ford Mustang GT3 bliver en svær størrelse, når dækkene er slidte
(Foto: Ford)

Mikkel O. Pedersen blev afløst i bilen af Dennis Olsen, som fik lov til at starte på helt nye dæk. Næste gang racerkøreren fra Struer kom i bilen, blev der også sat nye dæk på den sorte Ford Mustang GT3.

”Så kørte bilen godt igen,” fortæller han, ”og Dennis og jeg fik leveret to stort set identiske stint under samme vilkår. Mustangen er bare meget hård ved dækkene, og vi kunne alle tre i teamet konstatere, at den bare ikke fungerer på brugte dæk. Det var en træls weekend, men jeg fik leveret et godt stint, når jeg fik samme vilkår som de andre, og så kan jeg da også glæde mig over, at Christian – som ejer teamet – talte lige ud af posen om bilen.”

Mikkel O. Pedersen er også selv teamejer, og det er i den rolle, han er aktiv i den kommende tid.

”Onsdag drager hele teamet afsted til Sverige, hvor vi på Mantorp Park skal deltage i finalerunden i Porsche Carrera Cup Scandinavia og Porsche Sprint Cup Scandinavia,” fortæller han. ”Jeg tror, at Kasper Søholm og Klaus Hansen kan få en rigtig god sæsonafslutning, for de gjorde det rigtig godt ved den forrige afdeling i Norge.”

www.mikkelopedersen.com


Læs mere om:
  • Mikkel O. Pedersen
  • Fuji
  • 15/09/24 - Fuji - FIA WEC - FIA VM

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto