ELMS   20/10/24

Tæt på et podie: Formula Racing nummer fire i EM-finalen
Det danske Ferrari-hold sluttede på en fjerdeplads i sjette og sidste afdeling af European Le Mans Series, som blev afviklet i Portimao lørdag.


(Foto: Formula Racing)

Der var kamp om pladserne, da sæsonfinalen i European Le Mans Series blev afviklet på den portugisiske Formel 1-bane, Portimao Circuit, lørdag eftermiddag. Conrad Laursen og Johnny Laursen lykkedes med at slutte det actionfyldte firetimersløb som hurtigste Ferrari, hvilket rakte til en fjerdeplads i det samlede GT3-klassement.


(Foto: Formula Racing)

– Vi havde naturligvis sat forventningerne højt, især efter vores stærke kvalifikation, men konkurrencen fra især Porsche var for hård i dag. At slutte sæsonen lige uden for podiet er naturligvis enormt ærgerligt, men samtidig et godkendt resultat i en serie, som samler nogle af Europas bedste sportsvognsteams. Stærk indsats af Conrad og Johnny, som måtte undvære Nicklas (Nielsen, red.) denne weekend. Og fantastisk arbejde af hele teamet gennem hele sæsonen, lyder det fra teamchef hos Formula Racing, Allan Jørgensen.


(Foto: Formula Racing)

Det var 18-årige Conrad Laursen, som kørte den danske Ferrari 296 GT3 over målstregen. Forinden havde holdet startet fra en andenplads i GT3-klassen efter en stærk indsats af Johnny Laursen i fredagens kvalifikation.


(Foto: Formula Racing)

– Det er naturligvis ærgerligt at misse podiet med én placering. Vi var uheldige med safetycars, og en misforståelse under den sidste genstart betød, at vi mistede tredjepladsen og ikke kunne få den igen. Oven i det hele begyndte vi at få problemer med servostyringen i mit sidste stint, hvilket gjorde det ekstra hårdt mentalt at yde mit bedste. Så skuffende afslutning, men egentlig er jeg tilfreds med resultatet, når man tager vores udfordringer i betragtning, lyder det fra Conrad Laursen.


(Foto: Formula Racing)

– Det var et hårdt løb, og vi fik ikke dét, vi kom for, desværre. Ligesom de øvrige Ferrari-hold kæmpede vi med farten, og vi ramte ikke plet med strategien. Set i lyset af dét er en fjerdeplads faktisk godkendt. Vi slutter mesterskabet på en sjetteplads i en sæson, hvor vi har kæmpet mod nogle af de mest hardcore GT-hold. Teamet har ydet det maksimale hele vejen igennem, og det kan vi godt være stolte af, lyder det fra Johnny Laursen.


(Foto: Formula Racing)

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Conrad Laursen
  • Johnny Laursen
  • Formula Racing
  • Portimão
  • 19/10/24 - Portimão - ELMS

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto