FIA Motorsport Games   27/10/24

Glad Sport sikrede første danske medalje
Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Slagelse/Horsens) skrev sig ind i historiebøgerne, da de i deres Citroën C3 Rally2 fra Glad Sport sikrede sig bronzemedaljen i Rally2 Tarmac-kategorien ved årets FIA Motorsport Games. Arrangementet – som denne gang fandt sted i og omkring Valencia i Spanien – er motorsportens svar på OL, hvor deltagerne kæmpede for at sikre medaljer til deres hjemland. Her sikrede duoen fra Glad Sport ikke bare den første danske medalje ved årets arrangement, men også den blot anden overhovedet til Danmark.

”Det har været en stor oplevelse,” siger Mette Felthaus. ”At opleve hele området med åbningsceremonien, hvor der var ekstremt mange mennesker og mange forskellige lande repræsenteret. Nogle lande havde fået specialdesignet køredragter i deres nationalfarver, hvor kun landets navn stod på.”


I deres Danneborgsdekorerede Citroën C3 Rally2 kørte Kenneth Madsen og Mette Felthaus en bronzemedalje hjem i Rally2 Tarmac-katagorien
(Foto: Bruno Penas)

”Det er tredje gang, man afholder FIA Motorsport Games, og det var fedt at se, hvordan de kunne samle så mange forskellige motorsportsgrene. Der blev afviklet drifting, Formel 4, Touring Car og GT-race på racerbanen, hvor vi også kørte en hastighedsprøve, og vi oplevede også nogle discipliner såsom bil-slalom i el-biler, som vi ikke troede fandtes.”

Kenneth Madsen/Mette Felthaus stillede op i Rally2 Tarmac-kategorien, hvor de sikrede Danmark bronzen efter Spanien og Tyrkiet.

”Det var nogle vanvittigt fede hastighedsprøver, hvor vi virkelig kom på overarbejde,” fortæller Kenneth Madsen. ”Da det havde regnet helt vildt om natten, valgte vi at starte dagen på bløde slicks. Det var svært at finde flowet på prøve 1 – især for mig, for jeg kunne ikke rigtigt omsætte vores noter.”

Holdet i den Dannebrogsdekorerede Citroën C2 Rally2 havde sat næstbedste tid.

”Jeg var overrasket, da jeg så tiden. Jeg havde ikke sat næsen op efter noget som helst, for jeg kendte kun farten i forhold til én kører i feltet. Hurtigste mand kørte for Toyota og har kørt VM- og EM-løb. Derfra prøvede vi at holde andenpladsen, men det kunne ikke helt lade sig gøre. Det blev svært at holde placeringen, da vejene blev tørre.”


Mette Felthaus og Kenneth Madsen kørte den anden danske medalje hjem nogensinde ved FIA Motorsport Games

I rallyet indgik der tre hastighedsprøver, som to gange skulle gennemkøres i det åbne land inden den afsluttende hastighedsprøve på racerbanen Circuit Ricardo Tormo.

”Det var kun gennemgående hastighedsprøver, som lå mellem 13 og 15 km i længde, og det var megafedt,” konstaterer Mette Felthaus. ”Vi har kørt meget bjergkørsel langs klippeskråningerne, og der var vist kun et enkelt eller to steder i noterne, hvor Kenneth skulle skære. Ellers stod der ej skær i noterne.”

”Man skulle være i gang fra starten af på den første prøve, for der var ingen pause i noterne. Det var nogle helt andre typer prøver end dem, vi er vant til. Svingene er så lange og prøverne er fyldt med kurver. Det betød også, at noterne meget lignede hinanden, og det gjorde det endnu sværere.”

Gennem deres mangeårige samarbejde har Kenneth Madsen og Mette Felthaus haft mange oplevelser ved rallyer i ind- og udland. Deltagelsen i FIA Motorsport Games var speciel.

”Det har virkelig været en fed oplevelse,” siger Kenneth Madsen, mens Mette Felthaus tilføjer: ”Vi var oppe mod nogle vanvittigt dygtige kørere. Normalt siger man, at man ikke er glad for en tredjeplads, men det er fedt at være det første danske hold i Rally2-klassen og så slutte med en medalje. Den får en speciel plads i præmieskabet.”

Glad Sport


Læs mere om:
  • Kenneth Madsen
  • Mette Felthaus
  • Glad Sport
  • Valencia - Ricardo Tormo
  • 27/10/24 - Valencia - Ricardo Tormo - FIA Motorsport Games

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport