Begge Glad Sports mandskaber blev udfordret under deltagelsen i sidste weekends Rallye Antibes.
Glad Sport deltog i sidste weekend i det franske Rallye d’Antibes, som fandt sted i de franske alper og omfattede hastighedsprøver med en klippevæg til den ene side og en dyb afgrund til den anden.
 Kenneth Madsen og Mads Dalsager havde ikke tid til at kikke på omgivelserne (Foto: Quentin Ribaud Photographie)
”Det var nogle fantastiske omgivelser og nogle voldsomt krævende prøver, hvor vores kompetencer virkelig blev sendt på prøve,” siger Line Nedergaard (Viborg). ”I sidste måned kørte vi rally i Østrig, og her var vi alle i teamet enige om, at det var et step op i forhold til det, vi var vant til. Rallye d’Antibes var et yderligere step op!”
Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Viborg) kørte deres Renault Clio Rally3 til en generel 13. plads og en klassesejr i Rally3-klassen, mens Kenneth Madsen/Mads Dalsager (Slagelse/Solbjerg) sluttede to pladser foran dem. For begge hold var det første gang, at de deltog. I modsætning til mange af deres konkurrenter, som havde kørt løbet flere gange.
”Flere af vores konkurrenter spurgte, om vi havde været der før,” fortæller Line Nedergaard. ”Da vi så sagde nej, svarede de Held og lykke, for vi havde kun to gennemkørsler af hastighedsprøverne inden løbet. Havde man mulighederne for at kunne træne noget mere i de omgivelserne for at øge vores kompetencer, ville vi have fået meget mere ud af. Det har helt bestemt været en lærerig weekend.”
”Dette rally er i en hel anden liga. Alle andre rallyer, jeg har kørt, kan godt pakke sammen,” konstaterer Jacob Madsen. Det var ikke kun hastighedsprøverne, som udfordrede ham. Det gjorde den nye Renault Clio Rally3 også.
”Vi arbejder stadig med opsætningen af den. Jeg manglede lige de sidste fem procent i, at jeg kunne stole på den. Line og jeg prøvede at ændre noget efter de første tre prøver, men til de næste tre prøver kom der regnvejr, og vi havde hårde slicks på. Både Line og jeg måtte ud at skrue for at gøre bilen blødere. Men vi var ikke de eneste, som startede på prøverne med et forkert dækvalg.”
 Jacob Madsen og Line Nedergaard skulle holde tungen lige i munden (Foto: Bastian Roux Photographie)
Rallye d’Antibes omfatter nogle af de hastighedsprøver, som indgår i Rallye Monte-Carlo. Heriblandt flere bjergpas som det legendariske Col de Turini.
”Vi kørte nærmest oppe i skyerne, fordi det var så tåget. Der var en kilometer, hvor vi havde svært ved at se noget,” forklarer Jacob Madsen. ”Det var fedt, selv om vi havde de forkerte dæk på. Vi tabte vel to-og-et-halvt minut over tre hastighedsprøver på grund af vores dækvalg. Men det var ikke noget at blive deprimeret over. Det var en fantastisk oplevelse.”
Kenneth Madsen/Mads Dalsager kørte Glad Sports Citroën C3 Rally2 til en generel 11. plads i Rallye d’Antibes og en placering som niendebedste team i Rally2-klassen.
”Det var et fantastisk rally at deltage i,” siger Kenneth Madsen. ”Vi var klar over, at det ville være et løb med masser af udfordringer, og det blev det.”
Ved Glad Sports foregående start havde teknikken drillet i den hurtige Citroën C3 Rally2. Det gjorde den ikke i Rallye d’Antibes.
”Vores chefmekaniker Brian Søgaard havde udskiftet en defekt wastegate-ventil, og så havde vi igen fuld power i bilen. Men det var et hårdt rally, Jeg tror aldrig, at jeg har oplevet et så udfordrende løb.”
”Vi havde i teamet snakket om, at rallyet i Østrig var det vildeste, vi havde oplevet, men Rallye d’Antibe var bare vildere. Her blev Kenneth og mit samarbejde virkelig sat på en prøve,” siger Mads Dalsager.
”Det var et virkelig krævende rally, hvor der som co-driver var meget at holde styr på. Til nogle af hastighedsprøverne havde jeg 40 sider med noter. Simpelthen fordi vejene drejede konstant. Det var sving på sving.”
Men det var også et rally, som foregik i højderne, hvor pas som Col de Turini lå i 1.600 meters højde.
”Jeg kunne godt mærke, at jeg får propper i ørerne, men det er ikke noget, jeg tænker mere på, når først prøven var startet,” siger Mads Dalsager. ”Så gjaldt det bare om at levere noterne til Kenneth.”
Glad Sport
Læs mere om: Jacob MadsenKenneth MadsenLine NedergaardMads DalsagerGlad Sport |