Struer-køreren får tre starter for sit gamle, italienske team Utallige er de gange, hvor Mikkel O. Pedersen har måttet svare på spørgsmålet om, hvorvidt han skal ud at køre race i denne sæson. Svaret har hidtil været negativt, men forleden kom der en åbning for ham.
 En henvendelse fra Dinamic Motorsport betyder, at Mikkel O. Pedersen i slutningen af måneden endelig får skudt sin 2025-sæson i gang (Foto: Porsche)
”Nu skal jeg igen køre race!” siger racerkøreren fra Struer med et stort smil. ”Jeg blev forleden kontaktet af chefen for mit gamle team, Dinamic Motorsport, der havde brug for en sølvkører til en række løb i GT World Challenge Europe. Normalt er jeg guldkører hos SRO-organisationen, som står bag disse løb, og det skulle godkendes.”
Mikkel O. Pedersen kørte dels Porsche Supercup, dels GT World Challenge Europe for det italienske team, som har hyret ham til at køre tretimersløbene på Monza, Nürburgring og Barcelona.
”Jeg er glad for, at der kommer noget kørsel for mig. Hen over vinteren har jeg arbejdet på mange forskellige muligheder i både VM-serien og de andre sportsvognsmesterskaber, men de er desværre alle glippet. Det bliver sent, at min sæson starter, men jeg er glad for at komme ud at komme ud at køre igen,” siger han. ”Samtidig bliver det første gang, at jeg skal køre i den nye Porsche 992 GT3 R, og den glæder jeg mig til at stifte bekendtskab med, for vi arbejder på at få fat i et eksemplar til teamet herhjemme.”
 Mikkel O. Pedersen har tidligere kørt for Dinamic Motorsport i GT World Challenge Europe (Foto: Porsche)
Lidt ufrivilligt har han kunnet give sit eget team mere fokus, end han egentlig havde håbet på. I de seneste par uger har Mikkel O. Pedersen Racing taget hul på sit internationale og nationale program.
”Vi har tre biler i Porsche Sprint Challenge Scandinavia, hvor vi fik en rigtig god start på sæsonen på Anderstorp i Sverige,” fortæller Mikkel O. Pedersen. ”Vores nye kører Lærke Rønn gjorde det virkelig godt, og med en sejr og en andenplads har alle de testdage, vi har haft, virkelig givet pote. Lærke var hurtig fra start, og det var Klaus Hansen og Kasper Søholm også. De tre var gode til at hjælpe hinanden, og under de indledende test var de hver især hurtige forskellige steder på banen.”
”Kasper fik en dårlig start, kom i karambolage med en anden kører og måtte arbejde sig op igennem feltet, mens Klaus var uheldig at sætte bilen af, så den blev godt og grundig krøllet.”
Parallelt med deltagelsen i det svenske var Mikkel O. Pedersen Racing også til stede på FDM Jyllandsringen, hvor Jan Engelbrecht deltog i Special Saloon Car-klassen, mens teamet var repræsenteret af Jesper Leen Jensen og Martin Pedersen/Walther Trabjerg i Danish Endurance Championship.
”Vi var nødt til at dele teamet op, så der var ikke fuld bemanding begge steder, men heldigvis undlod kørere herhjemme at lave de helt store skader,” siger Mikkel O. Pedersen. ”Jan havde godt nok en mindre afkørsel, men folkene fik gjort bilen klar igen, og han havde nogle gode kampe i sin division.”
”Jesper gjorde det godt i DEC, hvor han sikrede sig en pokal efter bl.a. en duel med Ronnie Bremer, mens Martin leverede en god indsats i bilen, inden han overlod den til Walther.”
Mikkel O. Pedersens egen sæson starter med løbet på Monza i Italien den 30. maj-1. juni, mens teamets trio i Porsche Sprint Challenge Scandinavia 14 dage senere er i aktion på Drivecenter Arena i det nordlige Sverige.
www.mikkelopedersen.com
Læs mere om: Mikkel O. PedersenMonza01/06/25 - Monza - GT World Challenge Endurance |