Sebastian Schou og Morten Strømsted er bag rattet på teamets to biler, når STEP Motorsport kører første løb på Gelleråsen Arena i næste uge.
 (Foto: STEP Motorsport)
Både ungdommeligt mod og modenhedens erfaring og overblik er repræsenteret i STEP Motorsports kører-lineup til sæsonens første løb. Begge teamets kørere kommer med erfaringer fra blandt andet Formel 4, og ambitionerne er høje fra start.
- Vi kommer med to kørere, som på papiret er vidt forskellige, men i virkeligheden er de begge stærkt opsat på at komme på banen og vinde racerløb. Det stemmer rigtig godt overens med vores målsætning; vi er trådt ind i Radical Cup Scandinavia for at kæmpe med om sejrene, fortæller teamchef Morten Dons, der selv har en fortid som fabrikskører for Radical Sportscars og derfor har et godt kendskab til bilerne og mesterskabet.
Sebastian Schou har deltaget i en række Formel 4-løb for STEP Motorsport, og med skiftet til sportsvognsracing håber den 17-årige silkeborgenser på sigt at kunne arbejde sig til en karriere som professionel racerkører:
- Jeg glæder mig vildt meget til at køre Radical Cup Scandinavia med STEP Motorsport. Det er en stor mulighed for at fortsætte min udvikling og tage endnu et skridt op i min motorsportskarriere. Første gang, jeg kørte en Radical SR3, var jeg blæst bagover af accelerationen og vejgrebet i de hurtige sving. Og så giver lyden af motoren ved 10.000 omdrejninger det største sug i maven! Det bliver så godt at komme i gang med sæsonen, siger Sebastian Schou.
 (Foto: STEP Motorsport)
Morten Strømsted er far til Formel 3-køreren Noah Strømsted, men hans egne sportslige ambitioner er ikke forsvundet, selvom sønnen jagter F1-drømmen. I fjor deltog Strømsted i International GT Open og Asian Le Mans Series, men i år går han all-in på Radical i både Spanien og Skandinavien:
- Efter en god international 2024 GT3-sæson i Asian Le Mans og GT Open er fokus i 2025 på Radical SR3 i Skandinavien og Spanien. Jeg kom fra første løbsweekend i Spanien med to sejre, men niveauet i Skandinavien er højere end dernede - og så skal jeg have lært nogle nye baner at kende. Målet for mig er primært at få mere erfaring i bilen, og så håber jeg at kunne slutte i den bedste del af midterfeltet, siger Morten Strømsted.
 (Foto: STEP Motorsport)
De to danskere kommer i konkurrence mod kørere fra hele Skandinavien på en kombination af svenske og norske baner, før sæsonen afrundes under hjemlige himmelstrøg på FDM Jyllandsringen den 27-28. september.
Foreløbigt deltager Schou og Strømsted i sæsonens to første løb, men flere løb er på tegnebrættet.
STEP Motorsport
Læs mere om: Morten StrømstedSebastian SchouSTEP Motorsport |