Rally Sprint   09/06/25

Ib Kragh: ”Det var en krævende hastighedsprøve”
I pinsen vendte Ib Kragh tilbage til Avedøre Holme for at deltage i et rallysprint. Det er godt 30 år siden, at han sidst havde kørt rally på området, og sammen med Bo Mølgaard kørte han sin Hyundai i20N Rally2 til en generel tredjeplads og en andenplads i klassen.

”Jeg kan ikke huske meget fra dengang, hvor jeg var der sidst, men det var en krævende hastighedsprøve,” siger rallykøreren fra Juelsminde. ”Den var en svær og havde flere snævre passager, og jeg valgte at lægge forsigtigt ud. Også fordi jeg skal bruge en hel rallybil senere på måneden.”


Ib Kragh og Bo Mølgaard har et godt udgangspunkt før DM-finalen i rallysprint
(Foto: Jokum Tord Larsen)

”Som dagen skred frem, fik Bo Mølgaard og jeg mere fart i bilen, men da vi skulle køre det tredje heat, var det begyndt at regne og der kom meget vand. Man skal passe på, for til sådan et rallysprint kører man direkte fra servicepladsen hen til starten på hastighedsprøven, så man starter på helt kolde dæk. Men Hyundaien viste sig at køre godt på den opsætning, som vi havde lavet.”

Det blev imidlertid kun til tre heats for Ib Kragh og Bo Mølgaard.

”Arrangørerne måtte desværre aflyse det fjerde heat. Der var flere deltagere, som ramte de opstillede betonklodser, og da man flere gange skulle fjerne havarerede biler og reetablere hastighedsprøven, løb man tør for tid,” forklarer Ib Kragh.

”Men andenpladsen i klassen efter Kenneth Madsen og Mads Dalsager kan vi kun være tilfredse med. Det gav os gode point til kampen om Danmarksmesterskabet i rallysprint, hvor vi i slutningen af måneden kører finalen på Flyvestation Aalborg i forbindelse med næste løb i Dansk Super Rally.”

IK Motorsport


Læs mere om:
  • Ib Kragh
  • IK Motorsport
  • Avedøre
  • 08/06/25 - Avedøre - Rally Sprint - DM

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk