Lørdag den 18. oktober bliver der spænding på, når Automobil Sports Klubben Hedeland er vært for sidste og sjette afdeling af Danmarksmesterskabet i DASU Classic Regularity, der køres i det flotte efterårsfarvede landskab på Midtsjælland. Danmarksmesterskabet køres i fire klasser, Touring, Sport, Expert og Elite, med Touring som den letteste klasse. Fire ud af årets seks løb er tællende til mesterskabet, og man kan se bort fra de to dårligste resultater igennem sæsonen.
Spændingen om mesterskabet i de enkelte klasser er stor. Efter de første fem kørte afdelinger er der blot fundet Danmarksmestre i Expert klassen, hvor ægteparret Henning og Else Friborg fra Them ved Silkeborg har kørt en formidabel sæson i deres Volvo 142S fra 1970. De er med tre sejre og en fjerde plads sikret Danmarksmesterskabet, foran Niels Erik Jørgensen, Assens / Arne Pagh, Strib i Honda DRX fra årgang 1981, på en foreløbig anden plads.
 I Expert klassen er Danmarksmesterskabet allerede inden sidste afdeling vundet af ægteparret Henning og Else Friborg fra Them ved Silkeborg, som har kørt en formidabel sæson i deres Volvo 142S fra 1970. (Foto: Viggo Johansen, rallypics.dk)
I de øvrige klasser er der tæt løb, og alt kan ske i sidste afdeling. De førende i klasserne er:
Touring-klassen:
Peter Hansen, St. Heddinge / Hans Christian G. Jensen, St. Heddinge, Peugeot 205, årgang 1987, foran ægteparret Birch og Maria Johannesen fra Græsted i en flot Renault 25, årgang 1991.
 Peter Hansen, St. Heddinge og Hans Christian G. Jensen, St. Heddinge, som fører mesterskabet i Touring klassen, ses her ved Skibet vest for Vejle i 5. afdeling af DASU Classic Regularity 2025. Med et godt resultat i Rally Monte Carlebo Historique, er de sikre på Danmarksmesterskabet. (Foto: Viggo Johansen, rallypics.dk)
Sport-klassen:
Hans-Jørn Søgaard Andersen, Silkeborg / Kaj Mikkelsen, Sporup, Opel Ascona B, årgang 1980, foran Kim Bach Sørensen, Stenløse / Freja Damgaard Sørensen, Stenløse i Toyota Corolla GT fra 1986.
 Hans-Jørn Søgaard Andersen, Silkeborg og Kaj Mikkelsen, Sporup har haft en god sæson, og fører inden sidste afdeling kampen om mesterskabet i Sport klassen. Her ses de i deres Opel Ascona B, årgang 1980 under 5. afdeling af mesterskabet der blev kørt med udgangspunkt fra Vejen. (Foto: Viggo Johansen, rallypics.dk)
Elite-klassen:
Lars Palle, Varde / Poul Bo Madsen, Struer, Volvo 440 Turbo, årgang 1989, tæt forfulgt at Randers brødrene Poul og Erik Brøndum i Toyota Corolla 1300, årgang 1985.
 Lars Palle, Varde og Poul Bo Madsen, Struer, fører mesterskabet i Elite klassen, hvor de i deres Volvo 440 Turbo fra 1989 har kørt stabilt igennem sæsonen. (Foto: Viggo Johansen, rallypics.dk)
Rally Monte Carlebo Historique har start fra Roskilde Racingcenter. Abildgårdsvej 1, 4000 Roskilde, hvor de omkring 40 historiske biler kan ses fra kl. 8:00, når der er teknisk kontrol. Løbet starter med første bil kl. 10:00, hvorefter bilerne sendes afsted med 1 minuts mellemrum.
Med løbsleder Bent Fasberg i spidsen, har løbsledelsen fundet nogle spændende og udfordrende veje, hvor kørerne først og fremmest bliver udfordret i at overholde de beskrevne gennemsnitshastigheder på omkring 40 km/t, men også undervejs får lejlighed til at nyde det efterårsfarvede landskab, som ruten går igennem.
Publikum er velkomne til at følge løbet, og se de flotte biler både ved starten i Roskilde, ude på ruten og ved de pauser der er indlagt i løbet af dagen, samt ved mål i Tune.
Løbet er opdelt i fire etaper, hvor 1 etape går fra Tune ad de små veje over Solrød, forbi Spanager til første pause på Statoil tanken, Ringstedvej 506 i 4632 Bjæverskov hvor bilerne ankommer ca. kl. 10:55. Herfra fortsætter løbet videre på etape to der går syd på, først forbi Bregentved Slot, videre forbi Gisselfeld Herregård og via skovvejen ved Villa Galina til tre kvarters middagspause fra kl. 12:30 på legendariske Nisseringen, Gambakkevej 14, 4684 Holmegård.
Tredje etape starter fra Nisseringen efter kl. 13:15, og går mod Ringsted, hvor deltagerne undervejs passeres Broksø Gods ved Herlufmagle, samt Giesegård ved Ringsted, inden der kl. ca. 14:50 er pause på samkørselspladsen, Øster Ringvej 50 ved Motorvejen Ringsted Øst.
Efter et kvarters pause på samkørselspladsen, skydes sidste og fjerde etape i gang kl. ca. 15:05, hvorfra der, via Viby Sjælland, køres til mål i ved Tune Hallerne, Øster Ringvej 50, 4030 Tune. De første biler forventes ca. kl. 16.15.
Automobil Sports Klubben Hedeland
Michael Kristiansen, presseansvarlig.
Information om DASU Classic Regularity 2025
DASU Classic Regularity er en serie af motorløb, pålidelighedsløb for dem som ejer en klassisk bil, indregistreret den 31.12.1995 eller før, samt youngtimer biler til og med 31.12.1990, og for el-biler uanset årgang, som har lyst til at køre let motorløb sammen med måske et familiemedlem eller en god ven. Man kan desuden deltage i sin almindelige nyere bil i en åben klasse.
DASU Classic Regularity-turneringen i 2025 består af seks løb fordelt over hele landet. DASU Classic Regularity tæller som Danmarksmesterskabet i regularity.
Hvad er regularity?
Regularity for klassiske biler er en anden måde at køre motorløb på, og er samtidig en sjovere måde at bruge sin klassiske bil på, end blot at køre en tur i godt vejr med termokanden i bagagerummet.
Ikke fordi det ikke er hyggeligt, men det giver en anden dimension, at man kan bruge sin bil i konkurrenceøjemed, og samtidig komme ud blandt andre mennesker, med samme interesse.
Ved regularity forstås et løb på offentlig vej, hvor deltagerne skal overholde forskellige gennemsnitshastigheder.
Løbene køres som oftest efter et tydeligt kort, hvor der er indtegnet nummererede punkter, som man skal køre igennem i rigtig rækkefølge. Undervejs møder man nogle skilte med et bogstav på, som noteres ned i det udleverede kontrolkort, så man kan se om deltagerne har kørt den rigtige rute.
Undervejs på den samlede rute, kører man nogle sekundetaper, hvori man passerer et antal hemmelige tidskontroller. Kontrollerne skal passeres på rette tidspunkt i forhold til den gennemsnitshastighed der køres med. Gennemsnitshastigheden overskrider aldrig 50 km/t.
DASU Classic Regularity – serien kan følges på: https://dasuclassic.dk
rallypics.dk Viggo Johansen |