Når årets Dansk Super Rally afsluttes med Rally Stoholm i weekenden, bliver det også afslutningen på det syv år lange samarbejde, som Line Nedergaard og Jacob Madsen har haft.
 Karriereglimt - Line og Jacob - 2025: Afslutningssæsonen er foregået dels herhjemme, dels i udlandet, hvor det bl.a. blev til en sejr i RC3-klassen med den firhjulstrukne Renault Clio Rally3 i Rallye d’Antibes. (Foto: Quentin Ribaud Photographie)
En sæsonafslutning er altid speciel, og årets sidste løb i Dansk Super Rally – Rally Stoholm – bliver helt specielt for Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Viborg). Makkerparret fra Glad Sport har nemlig besluttet sig for, at løbet bliver deres sidste rally. Ikke bare sammen, men også hver for sig.
”Jeg har kørt rally i 12-13 sæsoner og har haft en god, lang karriere i sporten. Der har været fuldt skrald på hele siden, og jeg har aldrig gjort noget halvhjertet,” siger Jacob Madsen. ”Men det er ikke længere det samme for mig som tidligere at komme ud at køre. Jeg mangler lige de sidste 5-10 procent gejst.”
 Karriereglimt - Line og Jacob – 2024: Det meste af sæsonen blev tilbragt under varmere himmelstrøg, da Jacob Madsen og Line Nedergaard kæmpede i Stellantis Cup France med starter i bl.a. fire franske løb. (Foto: Glad Sport)
”Jeg kommer helt sikkert til at savne rallysporten. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde det modsatte. Jeg føler, at det er et godt tidspunkt at gøre det, for jeg har også to små børn, og de bliver hurtigt store.”
”Det er sørgmodigt og meget mærkeligt. Det er ikke helt gået op for mig, men nu er det alvor, for beslutningen er taget,” fortæller Line Nedergaard. ”Som udgangspunkt er min rallykarriere nu slut. Jeg har ikke lyst til at køre med andre end Jacob. Det er noget unikt, vi har haft sammen, og det vil jeg ikke kunne opnå med en anden chauffør. Men det er også en personlig beslutning, for jeg døjer stadig med den rygskade, jeg fik under rallyet i Aalborg i 2022.”
 Karriereglimt - Line og Jacob – 2023: Det blev ikke blot til et klassemesterskab. Jacob Madsen og Line Nedergaard gentog også deres samlede sejr fra Dansk Super Rally. (Foto: Jokum Tord Larsen)
Line Nedergaard og Jacob Madsen begyndte deres samarbejde tilbage i 2019, hvor de kørte for Suzuki Motorsport med Anders Lysen som teamchef. Da teamet stoppede, blev de i 2022 til en del af Glad Sport.
Sammen har de haft 50 rallystarter, hvor de har scoret 42 klassesejre. 33 af starterne og 28 af klassesejre er sket som en del af Glad Sport.
 Karriereglimt - Line og Jacob – 2022: Da Glad Sport i marts 2022 præsenterede sit setup i bilhuset i Kalundborg strålede Line Nedergaard og Jacob Madsen om kamp med deres nye Peugeot 208 Rally4. (Foto: Jokum Tord Larsen)
”Gennem min karriere har jeg haft tre faste andenkørere,” siger Jacob Madsen. ”Jeg startede med Ole R. Frederiksen, der er 40 år ældre end mig, og det var godt med en erfaren andenkører. Jeg kørte så med Line Lykke i bl.a. udlandet, og det var godt, for vi var begge sultne efter succes. Da jeg i 2019 skulle finde en ny andenkører, skulle det enten være en med masser af erfaring eller en, der var grøn. Jeg valgte Line, og det har jeg aldrig fortrudt.”
”Det har været syv gode sæsoner med nogle vanvittige oplevelser, som vi har haft, og noget af det bedste ved Line har været hendes tilgang om, at det skulle være sjovt, men også seriøst. Har vi et problem, så siger hun altid, at vi løser det. Vi kan godt være stolte af, hvad vi har præsteret udenfor landets grænser. Vi har vundet i Belgien, Tyskland og Frankrig, og de fire løb, vi kørte i Frankrig i 2024, var lange og krævende løb, men også sjove løb. Men det tog også hårdt på os.”
 Karriereglimt – Line og Jacob – 2021: I Suzuki Motorsport Danmarks sidste sæson endte Jacob Madsen og Line Nedergaard med at slå alt og alle vinde Dansk Super Rally samlet. (Foto: Mette Felthaus / Suzuki Motorsport Danmark)
”Selv om Jacob havde masser af erfaring, da vi mødtes, har vi virkelig udviklet os sammen,” lyder det fra Line Nedergaard. ”Det har været fantastisk at sidde ved siden af så dygtig en rallykører. Hans talent bag et rat er så unik, og så er han rolig. Hans energi er fantastisk, og det har drevet mig.”
”Når vi kører over startrampen fredag aften i Stoholm, vil jeg bare vælge at fokusere på løbet og nyde det. Jeg vil ikke tænke på, at det er det sidste løb, men jeg vil forhåbentlig nyde det lidt ekstra.”
 Karriereglimt - Line og Jacob – 2019: Samarbejdet mellem Jacob Madsen og Line Nedergaard startede i sommeren 2019 i en Suzuki Swift. (Foto: Allan Christiansen / Suzuki Motorsport Danmark)
Glad Sport har i år ikke kørt fuld dansk sæson, men er stadig i spil til medaljer.
”Vi har ikke de store chancer for at komme helt til tops i det fælles mesterskab i Dansk Super Rally, men hvis vi kommer igennem Rally Stoholm, har vi en god chance for at blive mestre i Rally2-klassen,” siger Kenneth Madsen (Slagelse), der atter starter sammen med Mads Dalsager (Solbjerg). ”Det bliver dejligt igen at prøve mørkekørsel lørdag aften, og så ser vejrudsigten ud til, at vi også kommer til at køre på nogle fedtede veje.”
 Kenneth Madsen og Mads Dalsager jagter generalsejren i Rally Stoholm. (Foto: Flemming Jensen)
Som navnet antyder har løbet base i byen Stoholm mellem Holstebro, Skive og Viborg. Og den kender Mads Dalsager rigtig godt.
”Stoholm er lidt specielt for mig, for jeg har jo i en del år kørt sammen med Jan Petersen, der bor i byen,” siger han. ”Kenneth og jeg vil prøve at gå efter sejren – det plejer vi nu at gøre hver gang – men Simon Vallentin er blevet stærkt kørende på det sidste. Jeg håber, at rallyet bliver problemfrit for os og vores konkurrenter, og specielt for Jacob og Line, så de kan få en god afslutning på deres karriere.”
Glad Sport Presse
Læs mere om: Jacob MadsenKenneth MadsenLine NedergaardMads DalsagerGlad SportViborg11/10/25 - Viborg - Dansk Super Rally - DM |