Dansk Super Rally   28/09/26

Dansk Super Rally afgøres i Rally Stoholm
Finalen i Dansk Super Rally køres den 3. oktober på vejene omkring Stoholm
For femte år i træk kommer Rally Stoholm til at danne rammerne omkring afgørelsen i kampen om rallysportens hovedmesterskab – Dansk Super Rally. Her skal det afgøres, hvem der dels tager titlen som sæsonens bedste rallymandskab, dels vinder titlerne i rallysportens forskellige klasser.


Ib Kragh og Jeannette Kvick topper tabellen i Dansk Super Rally inden Rally Stoholm
(Foto: Jokum Tord Larsen)

Dansk Super Rally er et opgør mellem Ib Kragh/Jeannette Kvick, Juelsminde/Holstebro, i deres Porsche 911 GT3 Cup og Carsten Jensen/Michael Fasterholdt, Holstebro/Billund, i deres firhjulstrukne Renault Clio Rally3. Der er tale om to vidt forskellige biler, der naturligvis kører i hver deres klasse, men i Dansk Super Rally kæmper alle mod alle om at blive Danmarksmestre.


Carsten Jensen og Michael Fasterholdt har konstant været med i toppen af feltet i Dansk Super Rally
(Foto: Jokum Tord Larsen)

Årets Rally Stoholm afvikles fem forskellige steder i og omkring Stoholm i løbet af lørdag den 3. oktober.

Rallycentrum bliver atter Stoholm Fritids- & Kulturcenter, hvor mekanikerne fra de forskellige teams servicerer rallybilerne inden og under løbet. Klokken 8.00 sendes første mandskab afsted og sidst på eftermiddagen ved 17.45-tiden bliver årets vinder af Rally Stoholm kåret samme sted.

I løbet af dagen har rallyholdene dystet på to forskellige hastighedsprøver i den nordlige del af Stoholm. De har også kæmpet om sekunder på vejene ved Lånum og Kjeldbjerg, mens der er blevet kørt stærkt ved Sparkær.

Rally Stoholm har god opbakning fra flere lokale borgerforeninger. Det gælder borgerforeningerne i Fly, Kjeldbjerg og Sparkær, som disker op med mad og drikke til publikum, når rallybilerne suser forbi.

www.rallystoholm.dk

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Viborg
  • 03/10/26 - Viborg - Dansk Super Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport