DM Rally   25/05/05

Hjemmebanesejr til Kaj Petersen
Det var en lettet Kaj Petersen, der lørdag kørte op på målrampen i Dantherm Rally i sin VW Rallye Golf som vinder af gruppe H.

Som det er mange bekendt, blev løbet nemlig nærmest kørt i Højslev-kørerens baghave, og det lagde et ekstra pres på Kaj Petersens rallyteam.

"For os ville alt andet end en sejr på vores hjemegn mere eller mindre være en fiasko, så vi var virkelig opsatte på at vinde. Men vi ved jo godt alle sammen, at der kan ske mange ting, når man kører motorløb - mekaniske defekter, kørefejl, ja, sort uheld, er hverdagskost. Der skal også lidt held til, og - hånden på hjertet - vi havde held i uheld i rallyet i Skive. På en hastighedsprøve på Skive Kaserne satsede vi nemlig lidt for hårdt og ramte en kantsten", fortæller Kaj Petersen og fortsætter: "Det lille uheld gav nogle småskader på undervognen, og så fik mekanikerne rigtig travlt med at skifte et hjulophæng. Men det lykkedes at reparere bilen inden for tidsfristen til næste hastighedsprøve, som i øvrigt passerede mindre end 100 meter fra min bopæl".


(Foto: Kaj Petersen Motorsport)

På dette tidspunkt i løbet havde Kaj Petersen opbygget et solidt forspring til konkurrenterne i gruppe H, og så var det tid at slække en smule på tempoet, så bilen kunne komme helt i mål. "Det var til tider nogle meget hurtige prøver. Der er formentlig ikke mange her fra egnen, som forestiller sig, at man kan køre mere end 200 km/t på de små veje i Skives omegn, men det skete nu gentagne gange for os - og det er hårdt for materiellet, for motoren kører naturligvis med rigtig mange omdrejninger med denne fart", fortæller Kaj Petersen.

"Det lykkedes os at komme i mål efter et motorløb, som var særdeles godt organiseret. Alt fungerede og hastighedsprøverne var rigtig gode - til glæde for både kørere og publikum. For vores eget vedkommende er vi meget glade og faktisk også lettede over sejren - det var rart at kunne vise flaget for lokalpublikummet", slutter Kaj Petersen.

Løbets generelle vinder blev Kristian Poulsen i Toyota Corolla WRC. Poulsen kørte dog uden for konkurrence, hvilket betyder at løbets vinder rent pointmæssigt blev Karl Åge Jensen i Subaru Impreza.

Kaj Petersen Motorsport
Povl Henneberg


Læs mere om:
  • 21/05/05 - Viborg - DM Rally

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk