Toro Rosso bekræfter her til aften at den schweiziske GP2 kører Sebastien Buemi er at finde i en Toro Rosso Formel 1 racer til denne sæson. Sebastien Buemi der gennem det meste af sin karriere har været finansiel støttet af Red Bull, har netop skrevet under på kontrakten der dermed betyder Formel 1 debut til det 20-årige schweiziske håb fra byen Aigle;
”Vi har længe haft Sebastien Buemi i kikkerten, trods sin unge alder besidder han et enormt talent og vi ser dermed meget frem til vores samarbejde i 2009.
Buemi har testet for os i løbet af vinteren, og vores ingeniører har lige fra starten været meget imponeret over hans feedback til teamet”, udtaler Toro Rosso’s teamchef Franz Tost.
![Sebastien Buemi skifter sin GP2 racer ud med et fast Toro Rosso Formel 1 sæde](/images/galleri_2008/Int-Formula/Grand-Prix-2-Euro/04-26_Spaniens-GP_Kval/Kval_GP2_Catalunya_130[Motorsporten-dk].JPG) Sebastien Buemi skifter sin GP2 racer ud med et fast Toro Rosso Formel 1 sæde (Foto: Motorsporten.dk)
”Jeg er selvfølgelig utrolig glad for denne kæmpe mulighed, at være Formel 1 kører har altid været målet siden jeg startede med at køre go kart. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Red Bull for deres støtte i min karriere og jeg ser frem til at vise både Toro Rosso og Red Bull at deres satsning på mig i Formel 1 er en rigtig god ide”, siger Sebastien Buemi der stadig mangler en holdkammerat når Formel 1 cirkusset starter i Melbourne.
Det er stadig uvist hvem der er den førende kandidat til at blive Buemi’s holdkammerat hos Toro Rosso i denne sæson, men både Takuma Sato og Sebastien Bourdais har begge været sat i forbindelse med det sidste Toro Rosso sæde.
Jacob Carsting
![](https://www.motorsporten.dk/images/ms_link_xsmall.gif) Læs mere om: Sébastien BourdaisSébastien BuemiTakuma SatoScuderia Toro Rosso |