Dakar Rally   16/01/09

Rallye Dakar: Dag 12
Sainz ruller – de Villiers fører
Den enes død, den andens brød. Helt så galt gik det heldigvis ikke i bogstaveligste forstand i hvert fald under torsdagens 12. og tredjesidste etape i Rallye Dakar. Men Giniel de Villiers/Dirk von Zitzewits fra hhv. Sydafrika og Tyskland overtog føringen i rallyet, da team-kammeraterne i Volkswagen teamet, Carlos sainz og Michel Périn kørte ud over en skrænt og havnede med hjulene i vejret 4 meter nede.

”Heldigvis er begge kørere forholdsvis uskadte,” sagde danske Kris Nissen efter ulykken. Kris Nissen er Volkswagens motorsportsdirektør og dermed den øverst ansvarlige for deltagelsen i det berømte maraton rally.
”Sainz slap helt uskadt fra ulykken og Périn brækkede et skulderblad – det er naturligvis tilstrækkeligt til, at de ikke kan fortsætte, men vi kan hos Volkswagen glæde os over, at vi stadig har to biler på hhv. 1. og 2. pladsen.”


Giniel de Villiers fra Sydafrika har taget føringen i Rallye Dakar efter at team-kammeraten Carlos sainz kørte ud over en skrænt og ned i en 4 meter dyb kløft.
(Foto: Scandinavian Racing Press)

Ulykkestedet var ikke angivet i rutebogen og umiddelbart efter var Mitsubishis Nani Roma tæt ved at køre ud over samme skrant og placere sin Racing Lancer ovenpå Sainz’ Race Touareg. Det kunne have været et kønt syn, men det skete ikke, fordi kamerafolk, der var ankommet til stedet, gjorde tegn, så han fik drejet i tide.

Til gengæld fik Roma senere tekniske problemer af en art, som ikke engang hans eget team havde informationer om først på aftenen europæisk tid. Sikkert er det blot, at uanset det måtte være muligt, at få den debuterende Racing Lancer frem til målet i Buenos Aires på lørdag, bliver det ikke på en topplacering.


Nani Roma havde torsdag store problemer med sin Mitsubishi Racing Lancer. Om han når frem til målet i Buenos Aires er endnu uvist.
(Foto: Scandinavian Racing Press)

Torsdagens etape blev af alle anset for at være den hårdeste i dette års rally. Deltagerne mødte store mængder af såkaldt hvidt sand, som er meget finkornet og uforudsigeligt. Volkswagens Mark Miller, der nu er 2’er i rallyet, fordi han også havde lidt problemer undervejs og blev overhalet af de Villiers, sagde:
”Det er den hårdeste etape, jeg nogensinde har kørt!”

Med to biler på de første to placeringer og en tredje på sjettepladsen ser det så småt ud til, at Volkswagen i år bliver det team, som første gang vinder Rallye Dakar med en dieselbil. Man har også forsøgt sig i fem år og er hver gang blevet besejret af Mitsubishi, men meget skal gå galt hvis ikke succes’en er i hus i år.

Men spørg Carlos Sainz: Han ved, hvor lidt der skal til efter i den grad at have været årets hurtigste kører.

Fredagens etape fører deltagerne fra La Rioja i Argentina til Cordoba. Etapen er 545 kilometer lang, men man er fri af de kæmpemæssige sandbjerge og kører fortrinsvis på grus. Den største udfordring er den fysiske belastning efter snart to ugers race at holde koncentrationen på topniveau over så lang en strækning.

Resultat af dagens etape, Rallye Dakar 2009:

1 - Giniel de Villiers/Dirk von Zitzewitz (SAF/GER), Volkswagen Race Touareg 2, 4t06m43s

2 - Mark Miller/Ralph Pitchford (USA/SAF), Volkswagen Race Touareg 2, +16m17s

3 - Robby Gordon/Andy Grider (USA/USA), Hummer H3, +25m27s

4 - Dieter Depping/Timo Gottschalk (GER/GER), Volkswagen Race Touareg 2, +42m02s

5 - Leonid Novitskiy/Oleg Tyupenkin (RUS/RUS), BMW X3 CC, +55m25s

6 - Ivar Tollefsen/Quin Evans (NOR/GBR), Nissan Navara, 1t15m16s

Stillingen i Rallye Dakar d. 15. januar 2009:

1 - Giniel de Villiers/Dirk von Zitzewitz (SAF/GER), Volkswagen Race Touareg 2, +43t46m58s

2 - Mark Miller/Ralph Pitchford (USA/SAF), Volkswagen Race Touareg 2, +2m35s

3 - Robby Gordon/Andy Grider (USA/USA), Hummer H3, +1t18m52s

4 - Ivar Tollefsen/Quin Evans (NOR/GBR), Nissan Navara, 5t48m21s

5 - Krzystof Holowczyc/Jean-Marc Fortin (POL/BEL), Nissan Navara, +6t44m42s

6 - Dieter Depping/Timo Gottschalk (GER/GER), Volkswagen Race Touareg 2, 8t33m23s

Udsendt af Scandinavian Racing Press i samarbejde med Mitsubishi og Volkswagen

Vivi Siiger og Søren Clauding


Læs mere om:
  • 03/01/09 - Dakar Rally

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto