Rally Sprint   11/08/10

Suzuki Motorsport indsætter fire biler
- ved Rally Show i Fårvang
Suzuki Motorsport stiller til start med hele fire biler, når et af årets store og traditionsrige rallyarrangementer køres på fredag – det årlige Rally Show i Fårvang mellem Viborg og Århus. I løbet af lidt mere end fire timer skal de fire mandskaber i aktion i et hæsblæsende program, der starter med det første af tre indledende heats klokken 17.00, og som slutter med finalen for de tyve bedste mandskaber kort før klokken 21.00.

”Det er den type arrangement, jeg godt kan lide at være med i, for det er noget, som passer mig godt,” siger Anders Lysen (Sorø), der stiller op med John Madsen (Dianalund) i codriver-sædet. ”Jeg glæder mig som et lille barn. Jeg har kørt det tre gange før, og jeg er godt klar over, at kuglepennen skal spidses. Realistisk går jeg efter en top ti placering, men om jeg bliver nummer fem eller nummer ni er ikke så vigtigt. Det er, at vi får givet gas.”

Anders Lysen har ikke siddet bag rattet af sin Suzuki Swift Maxi-rallybil siden starten af juni, hvor han deltog i en afdeling af Yokohama-mesterskabet, og han er godt klar over, at de tre andre mandskaber hos Suzuki Motorsport har en fordel af, at de i slutningen af juli deltog i et stort rallysprint ved Kalundborg.


Anders Lysen glæder sig til at starte på fredag i Fårvang – et løb, han har deltaget flere gange i.
(Foto: Suzuki Motorsport)

”Når man ikke kører så meget, som jeg gør, så bruger man første heat til at få børstet støvet af, men jeg har forventninger til, at jeg skal op og presse og være med, hvor gassen brænder. Kablet skal holdes stramt for at følge med den unge mand,” siger Anders Lysen med klar hentydning til teamkammeraten Kenneth Madsen (Dianalund). Det unge talent skal for første gang deltage i løbet i sin potente Suzuki Swift Maxi.

”Jeg har kørt det to gange tidligere i gruppe N-bilen, men jeg har aldrig kørt finaleheatet, for det har jeg ikke kunnet kvalificere mig til, men jeg er ikke i tvivl om, at jeg vil komme i finalen denne her gang,” siger Kenneth Madsen, der har Carina Møller (Helsingør) som codriver.

”Der er lidt baneløb over løbet i Fårvang, for det er typisk asfalt, vi kører på, og det er en jævn vej. Men min nye bil er også en rigtig asfaltbil, som er lille og bred, så jeg vil køre efter sejren i klassen og så prøve at komme så langt frem i finalen, som jeg kan.”

Suzuki Motorsports line-up ved Rally Show i Fårvang fuldendes af Claus Steensen/Peter Petersen (Ringsted/Ringsted) og René Harms/Michele Danielsen (Nørre Alslev/Bramming), der deltager i to identiske Suzuki Swift Sport i gruppe N-trim.

”Jeg deltog med min Suzuki sidste år,” siger Claus Steensen, ”og jeg må sige, at banen er fin og rigtig god til de små biler, som vi kører i, så jeg tror, at vi har gode chancer for et godt resultat i klassen.”

Mens Claus Steensen har erfaring med løbet i Fårvang, bliver der tale om et helt nyt bekendtskab for René Harms.

”Jeg har ikke været til start før, ja, jeg har heller ikke været i Fårvang som tilskuer, så det bliver rigtig spændende at se, hvordan det kommer til at gå,” siger René Harms.

”Jeg håber, at det kommer til at gå, ligesom da vi kørte det sidste rallysprint i Kalundborg. Her forbedrede vi os dagen lang, og hvis vi kan ligge tæt på de andre, så kan vi måske overraske, og det er det, jeg håber på.”


Suzuki Motorsport tager opstilling på serviceområdet ved Rally Showet i Fårvang, hvor tilskuerne kan få lejlighed til at kikke nærmere på rallybilerne – og se mekanikerne over skuldrene.
(Foto: Suzuki Motorsport)

Ved Rally Showet i Fårvang vil Suzuki Motorsport ikke bare være aktiv på rundbanen, hvor der kæmpes mod stopuret. I det store serviceområde, som ligger lige ved start på hastighedsprøven, vil hele Suzuki Motorsport være samlet, og her vil de mange tusinde tilskuere få lejlighed til at kikke nærmere på rallybilerne før, under og efter løbet.

Suzuki Motorsport


Læs mere om:
  • Anders Lysen
  • Carina V. Møller
  • John Madsen
  • Kenneth Madsen
  • Fårvang

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport