EM Rally   10/07/12

Unge rallytalenter på kæmpeopgave
Simon Larsen og Nicklas Daugberg til EM-løb i rally
De unge, talentfulde rallykørere, Simon Larsen fra Nykøbing Falster og Nicklas Daugberg fra Fuglebjerg, har fået en kæmpe chance for at markere sig på internationalt plan: Dansk Automobil Sports Union sender 22-årige Larsen og 18-årige Daugberg til Rally Bohemia i Tjekkiet for at de kan deltage i et løb til Europamesterskabet i rally.

"Vi kommer til at køre mod nogle af Europas bedste kørere i topklassebiler, og blot i vor egen klasse er der over tyve tilmeldte biler," fortæller Simon Larsen, der er glad over at have fået denne chance.

"På tirsdag skal vi teste under ledelse af den tidligere norske topkører John Haugland, og i weekenden kører vi så et stort todages rally i bjergene i det nordlige Tjekkiet," siger Simon Larsen.


Simon Larsen og Nicklas Daugberg er klar til deres største rallyopgave
(Foto: Michael Eisenberg)

Codriver Nicklas Daugberg gælder sig meget til løbet:
"Det bliver det største udenlandske rally, vi har kørt. Det er med 200 kilometer hastighedsprøver på meget udfordrende og krævende bjergveje," fortæller Daugberg.

Det unge rallymandskab er en del af Dansk Automobil Sports Unions Talentudvikling:
"Vi har givet fire kørere kurser og observeret dem, og nu er der to tilbage, hvor Simon Larsen er den ene, og hans navnebror Simon Vallentin den anden. De bliver bedømt under testdagen med John Haugland og i selve rallyet, og så skulle vi gerne vide, hvem af dem vi skal satse på fremover," siger Lene Jørgensen fra DASU Talentudvikling.


Under seneste løb til danmarksmesterskabet i rally blev Simon Larsen og Nicklas Daugberg nr. 3 i deres afdeling af mesterskabet
(Foto: Jokum Tord Larsen)

Simon Larsen stiller op med sin Citroën C2 R2 Maxi. Han kommer blandt andet op mod det svenske stortalent Pontus Tidemand, der stiller op i en Škoda Fabia R2.

Simon Larsen og Nicklas Daugberg er enige om målsætningen:
"Vi vil forsøge at komme i bedste halvdel i klassen og lære så meget som muligt, at de eksperter, der skal hjælpe os, siger de samstemmende.

Dansk Automobil Sports Union, Mekonomen, Danish Rally Championship, Yokohama, Dansk Metal samt Skanlux Huse, ProRevision og Skyttens Autolak har gjort det økonomisk muligt for de unge rallykørere at komme til Tjekiet.


Michael Eisenberg


 
Reklamer

H.I. Auto


Yokohama Advan dæk


Bruno Hansen Motorsport