DM Rally   02/11/12

Ib Kragh vil vinde finalen i Mekonomen Rally Championship
Peugeot-køreren går efter en generalsejr i det afsluttende løb på Bornholm
Resultaterne i årets Mekonomen Rally Championship har i år været noget svingende for Ib Kragh og Mie Petersen. Sidste år vandt de halvdelen af alle sæsonens løb generelt, men i år har en enlig andenplads været det bedste resultat, de har kunnet fremvise.

”Nu går vi altså efter sejren, når vi skal køre finale på Bornholm,” siger Ib Kragh om det Danboring Rally, der køres den 2.-3. november på Danmarks østligste ø. ”Jeg vil gøre mit til, at vi kan få en sejr, for dem skulle vi have haft nogle af i år, men den nye mester Christian Jensen har været godt kørende. Hvis vi får en sejr, så er vi også sikre på at få sølvmedaljen i kampen om DM.”


Ib Kragh og Mie Petersen jagter en sejr

At Ib Kragh og Mie Petersen virkelig skal kæmpe for at avancere fra tredje- til andenpladsen i DM-tabellen, hænger sammen med den nulscore, de måtte notere i Tegee-Dan Rally. Her brød dele af bilens transmission i stykker.

”Jeg håber på, at stumperne kommer frem, for vi mangler de sidste dele. Men bilen er klar til, at vi kan køre den på færgen og så kan vi om nødvendigt samle de sidste ting, når vi kommer til Bornholm,” fortæller Ib Kragh.

Udover modstanden fra de andre sølvrivaler har de bornholmske arrangører lovet rallykørerne masser af udfordringer. Men der kan også komme vejrmæssige udfordringer.

”Hvis alt kører normalt, så burde vi ikke have nogen problemer med at slå vores konkurrenter i kampen om sølvet. Da det skulle være nogle snørklede og kringlede veje, vi skal køre på, bør vi have en fordel af vores bil, men der skal nok kæmpes for den sølvmedalje,” vurderer Ib Kragh.

”På denne tid af året kan det også godt blive gustent vejr, og det kan give nogle smatte veje meget lig dem, vi kørte på sidst. Hvis det er skiftende vejr, så kan man komme i front og få et forspring, men vælger man forkert, så kan man være solgt og komme til service efter tre hastighedsprøver, hvor man er langt bagefter.”

DK Motorsport
Per Johansen


Læs mere om:
  • Ib Kragh
  • Bornholm
  • 03/11/12 - Bornholm - DM Rally

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk