DM Rally   29/09/17

Tredjeplads til Lasse Sørensen i Roskilde Rally
Hammel-køreren er stadig med i kampen om DM-medaljerne
I den forgangne weekend var Lasse Sørensen og Mette Jensen til start i den fjerde og næstsidste afdeling af Danmarksmesterskabet i rally, Roskilde Rally. Med et top-3-resultat lykkedes det makkerparret fra Hammel at holde liv i deres drømme om en DM-medalje, når sæsonen afsluttes ved Rally Denmark i Kjellerup i starten af november.

”Ved det forrige DM-rally i Slagelse var vi uheldige at ramme en gigantisk vandpyt på kasernen, så vi kørte af vejen og endte i et kampvognsspor, så vi ikke kunne fuldføre løbet. Derfor var det vigtigt for os at komme i mål i Roskilde,” siger Lasse Sørensen.

Og det lykkedes for den unge kører i den gule og hvide Opel Adam R2.


En smilende Lasse Sørensen før starten på løbet

”Vi sluttede på en tredjeplads i klassen for R2-biler, og foran os havde vi blot to af de rutinerede kørere, som vi ikke havde regnet med at kunne slå,” fortæller Lasse Sørensen.

”Vi valgte at lægge os fast på et bestemt tempo, så vi både kunne være med i klassen, men heller ikke risikerede at sætte det hele over styr for os. Det tempo holdt, og så kom resultatet bagefter. Vi endte faktisk med at komme i top 10 af alle – også firhjulstrækkerne – på den allerførste hastighedsprøve, så helt galt var det ikke.”


Flere gange blev der kørt på den lokale dyreskueplads i Roskilde

Tredjepladsen i Roskilde Rally gør, at Lasse Sørensen og Mette Jensen fortsat er med i kampen om DM-medaljerne i R2. Afgørelsen finder sted ved Rally Denmark, som køres på vejene omkring Kjellerup.

”Jeg håber, at jeg kan holde bilen på vejen, så vi kan få et godt resultat med hjem og som minimum sikre os den bronzemedalje i R2-klassen, som vi ligger til lige nu,” siger Lasse Sørensen.

Lasse M. Sørensen


Læs mere om:
  • Roskilde
  • 17/09/23 - Roskilde - DM Rally - DM

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk