Rally   05/10/17

Endnu engang efterårs rally i Struer
Bjerrum Efterårs Rally køres på bane i Struers vestlige industrikvartet på lørdag den 14. oktober.
Forventningen er mellem 20 og 30 biler til start, når Struer & Omegns Motor Sport lørdag den 14. oktober afvikler Bjerrum Efterårs Rally på en rundbane i Struers industrikvarter. Arrangementet afvikles efter reglerne for klubrally, men da det køres på en rundbane er det som et slags rallysprint.

Tilmeldingsfristen er den kommende søndag og klubben håber at rygtet om en kanon god hastighedsprøve har spredt sig til hele landet, så deltagerantallet bliver mindst lige så stort som sidste år, hvor 22 hold stillede til start.


Lars Bjerrum vil forsøge at gentage sejren fra det første år, der blev kørt efterårsrally i Struer
(Foto: Allan Post)

Mange af de lokale DM rallykører forventes at deltage. Således har Struers egen Jens Chr. Pilgaard og Carsten Bjerregaard meddelt, at de deltager. Holdet er lidt overraskende på en øjeblikkelig 4. plads blandt 56 mandskaber i kampen om den generelle DM titel og førende i R2 klassens kamp om DM guld. En anden DM førende er i klasse 5 hvor Carsten Jensen fra Tvis er i front, han forventes også til start i Renault Clio R3T. Også Holstebro kører Jan Jacobsen, der pt. er på DM bronze plads i en Opel Corsa OPC i klasse 2 forventes til start.

Jan Jacobsen er i øvrigt forsvarende vinder af Bjerrum Efterårs Rally, eftersom han vandt rallyet sidste år. En anden, der naturligvis også er til start, er vinderen fra 2015, Lars Bjer-rum, der stiller til start i sin Ford Puma. Det forventes også at Jens Kristian Jensen fra Holstebro i en lynhurtig Peugeot 106 Kit Car kommer til at blande sig helt i front.

Lars Bjerrum er en af hovedinitiativtagerne til arrangementet. Han glæder sig til at vise hjemmepublikummet hvor stærkt han kan køre i Pumaen. Det er som det har været de første to gange SOMS har arrangeret Bjerrum Efterårs Rally Lars Bjerrum der lægger værksted til som rally centrum og dermed også er vært.

Centrum for arrangementet bliver derfor hos Bjerrum Biler på Bødkervej i Struer. Første bil sendes ud på banen kl. 14.30 og der køres 4 heat med 45 minutters mellemrum. Et kort over banen kan ses på Struer & Omegns Motor Sports hjemmeside: www.soms.dk

Serviceområdet for bilerne bliver lige syd for Bødkervej.

Under alle omstændigheder bliver der noget at se på for tilskuerne og masser af udfor-dringer for deltagerne. Deltagerne skal huske at søndag er sidste tilmeldingsdag.

Struer & Omegns Motor Sport
Jørn Mørup


 

Reklamer

H.I. Auto


Bruno Hansen Motorsport


Yokohama Advan dæk