Rally   16/10/17

Bjerrum Efterårs rally i Struer blev en succes
Sønderjysk rallyveteran var hurtigst, da 16 rallyteams deltog i Bjerrum Efterårs Rally i Struers vestlige industrikvartet.
Deltagerantallet levede ikke helt op til forventningerne om mere end 20 biler til start, da Struer & Omegns Motor Sport lørdag afviklede Bjerrum Efterårs Rally på en rundbane i Struers industrikvarter. 18 hold var tilmeldt og af dem fik to mandskaber problemer med at få rallybilen klar, så det blev til 16 startende.

De 16 startende fik til gengæld et arrangement, der bare klappede. En fantastisk hastighedsprøve, hvor de 3 omgange skulle gennemkøres i alt 4 gange. I år var arrangørerne tilsmilet af tørvejr hele arrangementet igennem. Selv om regnen truede hele dagen, brød det først løs, da sidste bil var i mål.

Det var 3. gang Struer & Omegns Motor Sport afviklede Bjerrum Efterårsrally og det blev til en ny vinder igen i år. De sidste 2 års vindere var begge til start, men de kunne ikke følge med Kim Boisen og Jesper Petersen fra Broager i en flot og lynhurtig BMW M1.


Hurtigst af alle i Bjerrum Efterårsrally var sønderjyden Kim Boisen fra Broager i sin hurtige BMW M1

Kim Boisen er en af veteranerne i dansk rallysport. Han har de sidste år primært kørt med helt i toppen af kampen om det tyske mesterskab men valgte at komme forbi Struer med sin næsten nye BMW M1. Kim Boisen var hurtigst i alle 4 heats selv om en godt kæmpende Århus mandskab Sebastian Aagaard og Jonas Aagaard i en lynhurtig Renault Clio RS var indenfor 4 sekunders afstand i hvert heat.

Der var også en Renault på tredje pladsen, da lokale Carsten Jensen og Nikolaj Christensen fra Holstebro i en Renault Clio R3T var samlet 4 sekunder efter Aagaard mandskabet.

Vinderne fra 2015 Struers Lars Bjerrum og Henning Kristensen i en flot Ford Puma, var hurtigst i klassen for biler op til 1600 ccm. Pumaen var også 4. hurtigste bil i det generelle resultat. Struer mandskabet var dog i en tæt kamp med Holstebro mandskabet Jens Kristian Jensen og Svend Aage Nielsen, der tog sig af 2. pladsen i klassen med deres Peugeot 106 Kit Car. 3. hurtigst i den klasse var Brian Pedersen og Mikkel Foged Pedersen fra Kjellerup i en Peugeot 106 GTI.


Lars Bjerrum var på hjemmebane i Struer og hurtigst i klassen for biler op til 1600 ccm, i den flotte Ford Puma

Der var masser af roser til arrangørerne for afviklingen af rallyet. Tidsplanen blev fulgt til punkt og prikke. Resultaterne var offentliggjort på internettet og blev opdateret for hver gang en bil kom i mål i et heat. I praksis betød det, at deltagernes resultater var offentliggjort samtidig med at deltagerne fik tiderne noteret.

Selv om det var Struer & Omegns Motor Sport der var arrangør for Bjerrum Efterårsrally var der stor hjælp at hente fra naboklubben i Lemvig. Både løbsleder Flemming Nielsen og en lang række officials var lånt hos Lemvig & Omegns Motor Sport, der således også havde store aktier i arrangementet. De mange frivillige var med til at sikre et flot afviklet arrangement.

Resultaterne fra løbet kan ses på www.soms.dk

Struer & Omegns Motor Sport
Jørn Mørup


 
Reklamer

Yokohama Advan dæk


Bruno Hansen Motorsport


H.I. Auto