Porsche Super Cup   10/11/18

Mikkel O. Pedersen: ”Jeg har gjort fremskridt i år”
Racerkøreren fra Struer kikker tilbage på sin anden sæson i Porsche Supercup
For andet år i træk har Mikkel O. Pedersen deltaget i den internationale Porsche Supercup – verdens hårdeste mærkeklasse indenfor motorsporten. Sæsonen blev afsluttet i sidste uge i forbindelse med det mexicanske Grand Prix, hvor han efter at være udgået fra en top 7-placering med en defekt trækaksel i det første løb, kørte sig til en tiendeplads i det andet, selv om hans bil havde fået flere skader.

”Det har været en god sæson, og jeg har gjort gode fremskridt i år,” siger racerkøreren fra Struer om sin anden sæson i Porsche Supercuppen, der er blevet afviklet i forbindelse med ni Formel 1 Grand Prixer.


Ni weekender i sæson har Mikkel O. Pedersen presset sin Porsche maksimalt

”Jeg er kommet længere frem i feltet, og jeg er blevet mere vant til bilen, så jeg mere præcist ved, hvordan man skal tilkøre bremser og dæk, så alt spiller rigtigt på de to omgange, hvor de nye dæk er bedst i tidtagningen. Jeg er startet længere fremme og er også sluttet længere fremme. Naturligvis ville jeg gerne have været på podiet. Det har været tæt på, og jeg ved, at det har kunnet lade sig gøre.”

Beder man Mikkel O. Pedersen udvælge årets tre højdepunkter, peger han på løbene i Monacos gader og på de traditionsrige racerbaner Hockenheim og Monza.

”Monaco var nok det absolutte højdepunkt. Med to minutter igen satte jeg næstbedste tid i tidtagning, men blev frataget min bedste tid for at have overskredet baneafgrænsningen, så jeg i stedet skulle starte syver,” fortæller han. ”I løbet lavede jeg en fed overhaling, hvor jeg gik udenom Matteo Drudi op ad bakken i Monaco, og jeg endte som nummer fem.”

”På Hockenheim var tidtagningen lidt af et lotteri på grund af den våde asfalt, men alle valgte slicks til sidst, og det var bare et spørgsmål om at time det bedst. Og jeg var den næstsidste, som satte en tid, så jeg skulle starte toer i løbet. Da vi ikke havde nogen tørvejrserfaring på banen, valgte vi at gå til den sikre side i løbet, men jeg lærte meget at køre defensivt under pres, og det kunne jeg bruge i de efterløbende løb. Jeg kom i mål på en sjetteplads.”


På Hockenheim havde Mikkel O. Pedersen et af sæsonens bedste løb

På den italienske højfartsbane Monza kørte han sig fra en niende- til en sjetteplads og dermed det, der lignede sæsonens tredje top 6-placering i det 30 bils store felt. ”Men så sprang dækket to omgange før det ternede flag,” siger Mikkel O. Pedersen, der peger på det østrigske Porsche Supercup-løb som sæsonens lavpunkt. ”Jeg lå lige bag den senere mester Michael Ammermüller, da jeg blev ramt bagfra, så jeg røg af banen og fik skadet bilen. Det var også et løb, hvor jeg kunne have været med oppe foran.”

Men selv om 2018-sæsonen nu er afsluttet, kan Mikkel O. Pedersen ikke holde vinterpause.

”Jeg er allerede i fuld gang med forberedelserne til 2019-sæsonen, hvor jeg arbejder på at sikre mig budgettet til næste år,” siger Mikkel O. Pedersen.

www.mikkelopedersen.com


Læs mere om:
  • Mikkel O. Pedersen

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk