Rally Monte-Carlo Historique   24/01/19

Hvad sker der bag frontlinjen i Rally Monte Carlo Historique?
Lørdag, den 26. januar fra kl. 10.00 til 13.00, er der PRE-start i Assens for de syv danske deltagere i verdens største historiske rally, Rally Monte Carlo Historique. 315 deltagere fra hele verden, med start i forskellige europæiske byer nord og syd, sigter mod mål i Monaco natten imellem den 5. og 6. februar.
Når borgmesteren i Assens, Søren Steen Andersen har flaget de syv danske biler afsted kl. 12.45 fra torvet i Assens, begynder deltagere at trække på alle de funktioner der ligger bag frontlinjen - funktioner, som skal få hele det danske hold i Team Fynske Bank Danmark til at komme så tæt på sejrspodiet som mulig, og helst helt på toppen.

Rally Monte Carlo er andet end blot at sætte sig i bilen og køre ca. 2.500 km. på smalle og krævende sydfranske bjergveje. Bag deltagerne står der flere små teams af personer med vidt forskellige opgaver og ekspertiser.

Den vigtigste funktion er holdet, som opmåler og laver rute bog.
For at kunne køre et rally, er det nødvendigt at have en rute bog med meget nøjagtige mål og dokumentation for hele ruten der skal køres. Team Fynske Bank Danmark, som de syv danske deltagere, i lighed med sidste år, har valgt at køre under, laver deres eget rutebogsmateriale.

Så snart Rally Monte Carlo organisationen i Frankrig har frigivet årets rute i begyndelsen af november, kører et hold til Frankrig for at opmåle hver eneste meter nøjagtigt på ruten, og fotografere vigtige punkter.

Det basismateriale der stilles til rådighed af organisationen i Frankrig, er ikke nøjagtigt nok at køre løbet efter. Team Fynske Bank Danmarks egen opmåling, som til 2019 udgaven er foretaget af Otto Kristensen (vinder af Rally Monte Carlo Historique i 2002) og Tage Gejl, resulterer i materiale der er opmålt med meters nøjagtighed. Det danner basis for en, mange sider, tyk rute bog til hver af løbets fem dage, samt en kortbog hvor både transportetaper, specialstrækninger, servicepunkter, start og mål er indtegnet.

Når kladden til rute-bøgerne er færdige, kører endnu to hold til Frankrig, og kører det hele igennem igen, for at kontrollere at alt er korrekt opmålt og indtegnet. Den vigtige efterkontrol laves bl.a. af Toni Hansen og Per Brodersen, som i 2018 havde deres til dato bedste placering i RMCH, med en meget flot 4. plads.

Kontrolkørselen er en meget vigtig detalje, da hver eneste meter i Rally Monte Carlo Historique tæller – en fejl der udløser få meters fejlkørsel, resultere i strafpoint. Det hele handler jo om, på meters nøjagtighed, at være det rette sted på rette tidspunkt, hvilket kontrolleres af GPS styrede hemmelige tidskontroller, som er placeret langs ruten. 1 sekunds for tidlig eller for sen passage af tidskontrollerne udløser 10 strafpoint. Det hold der kommer igennem de mange kilometer specialstrækninger med færrest strafpoint vinder løbet.


Service Team Hindsgaul Classics - alt tjekkes i de korte pauser under løbet
(Foto: Viggo Johansen, rallypics.dk)

Efter rutebogen kommer serviceteamene
Seks af de syv danske deltagere har i 2019 deres egen tætpakkede servicebil med.

Lad os tage et eksempel:
I 2018 blev Lars Hindsgaul og Arne Pagh i Fiat 128 Coupé på hele turen serviceret af Niels Erik Jørgensen, Assens og Kim Frandsen, Odder. De to servicefolk er hver især ”Cand. mange Ting”, og kører atter i 2019 som serviceteam for Lars og Arne.

Servicebilen er hjemmefra pakket med alt det værktøj og de reservedele og forskellige dæk man kan forestille sig at få brug for. Der medbringes benzin til både bil og teammedlemmer. Sprinklervæske, motorolie, gaffatape, strips, gearkasser, støddæmpere, appelsinjuice, rugbrød, pålæg, matadormix, og 1.000 andre småting står sirligt pakket i kasser bag i servicevognen, så man altid ved hvor hvad er.

Kim Frandsen er selvlært kok, og står for at servicere mandskabet i bilen. Han sørger for at der er lige nøjagtigt de drikkevarer til rådighed, som kørerne ønsker at have med i bilen på den videre tur. Skulle der ikke være tid til andet end at pudse vinduerne, og toppe op med sprinklervæske, benzin og olie, har han altid madpakker og drikkevarer klar når bilen kommer ind til service. Ofte er der kun få minutter til rådighed i servicepauserne.

Niels Erik Jørgensen er tidligere rallykører på topplan, og er mekanikeren der ved hvor ethvert komponent i bilen sidder, og hvilken funktion det har. Der er ikke en skrue, som han under vinterens forberedelser, ikke har haft løsnet i samarbejde med Lars Hindsgaul.

En velfungerende bil, et velfungerende serviceteam og godt beværtede kørere er basis for et godt resultat, når de mange kilometer er tilbagelagt. De små ujævne veje er hård kost for enhver bil, og mange udgår hvert år på grund af tekniske problemer, som et servicemandskab ofte vil kunne ordne med de rette remedier ved hånden. Derfor medbringes servicebilen med erfarne servicefolk på forsæderne.

Is piloterne er et vigtigt redskab under løbet

Eksempel på is-noter
 
Vejrkonditionerne under Rally Mone Carlo Historique kan være virkelig drilske. Der er mange bjergpassager, hvor vejene på sol siden af bjerget kan være tørre og snefri, og på skyggesiden være glatte og snefyldte.

For at give deltagerne de bedst mulige informationer inden hver enkelt etape, som typisk indeholder flere bjergpas, medbringer Team Fynske Bank Danmark sine egne is piloter. Den meget erfarne rally kørere, Frank Nielsen danner sammen med erfarne rally co-driver Tage Gejl makkerpar i is-pilot bilen.

En time før første deltager, gennemkører de ruten, og melder via sms vejens beskaffenhed tilbage til deltagerne, så de har en mulighed for at træffe det rette dækvalg inden hver enkelt specialstrækning.

Presseteamet er det hold der formidler dagens begivenheder
Presseteamet følger deltagerne under hele løbet, og sørger for at der før, under og efter løbet udsendes pressemeddelelser med foto dokumentation til relevante medier, samt koordinerer presseindsatsen for de syv biler der er med i Team Fynske Bank Danmark.

Presseteamet består af en pressechef og 2 still-billed fotografer, samt en TV-fotograf, fra firmaet Race Media. I 2018 blev der lavet 2 x ½ times TV-udsendelse om Rally Monte Carlo Historique, som blev vist på både TV2 regionerne, TV3 Sport og TV3 Max. TV-udsendelserne fra 2018 er sammenlagt blevet vist mere end 100 gange i alt, så succesen gentages i 2019 med nye TV-udsendelser.

Presseteamet er desuden dybt involveret i det grafiske arbejde omkring fremstilling af rute-bøgerne og de øvrige grafiske løsninger der er nødvendige for det samlede team.


Race Media og TV-fotograf Michael Kragmann er klar på en alpetop
(Foto: Viggo Johansen, rallypics.dk)

Sponsorer og samarbejdspartnere
Rally Monte Carlo Historique er et stort arrangement, som kræver visse ressourcer. De sponsorer og samarbejdspartnere, som bakker op om deltagerne har stor betydning for de fleste. Der bidrages både med kontante beløb, men også med forskellige former for beklædning, drikkevarer og madvarer til hele teamet.

Den sidste, men væsentligste del bag Rally Monte Carlo Historique - Det er kørernes familier og omgangskreds.
Det er spændende, men meget tidskrævende at deltage i løbet, og ens bagland skal være forstående overfor de, til tider, store afsavn det kræver. Forberedelserne er lange, og begynder for de fleste allerede kort til efter at de er kommet hjem efter sidste deltagelse.

Umiddelbart når løbet er slut, hører man ofte: ”Nej, det var sidse gang – jeg gør det ikke mere”, men når organisationen i Monaco begynder at ryste med sablen midt på året, har mange det ligesom cirkushesten i manegen. Jeg skal med igen.

Her kommer så familielivet i spil igen. Forståelse for alle de timer der dels går med forberedelsen hen over efteråret og vinteren, dels tiden under løbet, og ikke mindst den tid det tager at komme sig over oplevelsen.

Der er mange indtryk der skal fordøjes. Man får ikke sovet ret meget i den uge løbet varer. Nogle er flere uger om at komme ind i normal rytme igen.

Efter løbet hører man ofte fra deltagerne: ”Nej, det var sidste gang – jeg gør det ikke mere” – de udtalelser holder dog sjældent stik. Rally Monte Carlo Historique kørere popper op igen som propper. De har, som Toni Hansen sagde for nogle år siden: ”Jeg har fået Monte-bacillen i kroppen”.

De kan ikke undvære den årlige medicin, når alt det bag baglinjen på ”Monte” fungerer.

Følgende syv danske mandskaber deltager i kampen om det individuelle mesterskab.
Desuden deltager de i løbets holdkonkurrence under navnet: Team Fynske Bank Danmark.

D.30.1. kl. 12.40 - Start fra Athen, Grækenland – Rute – 2,681,7 km
Start nr. 122 – Hans Kolby Hansen, England – Jan Østergaard Nielsen, Horsens – Team au2parts

D. 1.2. kl. 14.00 - Start fra Bad Homburg – Tyskland – Rute 2.349,7 km
Start nr. 257 - Kenneth Simonsen, Charlottenlund / Otto Kristensen, Tune – Team Lancia

D. 1.2. kl. 19.00 - Start fra Reims, Frankrig – Rute 2.124,7 km
Start nr. 80 - Toni Hansen, Horsens / Per Brodersen, Lem Stationsby – Team Audi80-Rally
Start nr. 169 – Per Vilslev, Hillerød / Erik Andersen, Virum – Autorama Motorsport
Start nr. 171 – Poul Hellmers, Kjellerup / Carl Hellmers, Kolding – Team Hellmers
Start nr. 259 - Lars Hindsgaul, Assens / Arne Pagh, Middelfart – Team Fiat 128 Coupé

D. 1.2. kl. 20.00 - Start fra Monte Carlo, Monaco – Rute 1.913,7 km
Start nr. 168 – Henrik Bjerregaard, Monaco / Kristian Flensbak Jørgensen, Aarhus – Team Bjerregaard

Presseteamet
Viggo Johansen, rallypics.dk


Læs mere om:
  • Monaco
  • 19/02/06 - Monaco - Rally Monte-Carlo Historique

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport