Rally Monte-Carlo Historique   28/01/19

Stort fremmøde i Assens til Pre-starten på Rally Monte Carlo Historique
Lørdag den 26. januar, havde de syv danske deltagere i verdens største historiske rally, Rally Monte Carlo Historique, valgt Assens som start by for deres pre-start, hvilket fik torvet i byen til at summe af lyden af både historiske biler, og af stemmerne fra det talrigt fremmødte publikum.

Imellem kl. 10:00 og 12.45 var der aktivitet med åbne motorhjælme og snak med deltagerne fra Team Fynske Bank Danmark, som er det teamnavn de danske deltagere kører som i løbets holdkonkurrence. Underholdningen var i top for både børn og voksne. Der var sang til minde om Kim Larsen, snobrødsbagning, varm kakao arrangeret af spejderne, rygende varm kaffe ved Fynske Bank, vinsmagning hos Vin Specialisten på torvet og sluttelig en konkurrence hvor man kunne vinde en tur i en rallybil til et af sæsonens Hill Climbs.


Der var en god stemning på torvet i Assens til Pre-starten på Rally Monte Carlo Historique. Mange kiggede forbi for at ønske god tur.
(Foto: Hoffmann Foto – Lars Hoffmann)

Kl. 12.45 sendte borgmester Søren Steen Andersen, med to minutters mellemrum, bilerne afsted på en tur igennem byen og ud i oplandet, så kørerne havde mulighed for en sidste test af bil og udstyr inden de i løbet af ugen vender næsen sydpå, hvor de starter Rally Monte Carlo Historique 2019 fra henholdsvis Bad Homburg i Tyskland, Athen i Grækenland og Reims og Monaco i Frankrig. Forskellige startsteder lyder lidt mærkeligt, men det er et levn fra fordums tid, hvor der var start i flere europæiske byer fra nord til syd.


De lokale kørere fra Fyn, Lars Hindsgaul, Assens og Arne Pagh, Middelfart flages afsted fra torvet i Assens af borgmester Søren Steen Andersen, Assens
(Foto: Hoffmann Foto – Lars Hoffmann)

Der er store forventninger til de danske kørere fra Team Fynske Bank Danmark, da flere af deltagerne fra teamet tidligere har gjort sig gældende i toppen af feltet. I 2018 udgaven kom Toni Hansen, Horsens og Per Brodersen, Lem helt til tops med en 4. plads i det 314 biler store felt. Når deltagerne kommer i mål i Monaco natten imellem den 5. og 6. februar, vil vi se årets resultater.

Med stor applaus, blev deltagerne sendt ud på årets største eventyr med 315 deltagere fra hele verden.

Viggo Johansen, rallypics.dk


Læs mere om:
  • Monte Carlo
  • 06/02/19 - Monte Carlo - Rally Monte-Carlo Historique

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk