Oresund Rally   21/03/22

Oresund Rally melder klar
Oresund Rally afholdes af Dansk Rally Club og finder i år sted for 11. gang.

Oresund Rally køres lørdag den 11. juni 2022 og er tællende som 3. afdeling af SONAX DASU Classic (det danske mesterskab i pålidelighedsrally) samt 1. afd. af NEZ-mesterskabet for landene Estland, Letland, Litauen, Belarus, Rusland, Finland, Sverige, Norge, Island og Danmark (NEZ - North European Zone Historic Regularity Rally Championship). Desuden er Oresund Rally udtaget som kvalifikationsløb til FIA Trophy for Historic Regularity Rallies.


Vinderne af Oresund Rally 2021, Finn Kristensen fra Silkeborg og Erik Rasmussen fra Ry, ses her på en specialetape i deres Ford Escort Mexico fra 1973.

Løbet finder sted i Midtsjælland med start og mål i Roskilde 40 km vest for København og køres i området mellem Roskilde, Ringsted og Holbæk. Længden er cirka 200 km på veje, der ved andre lejligheder blandt andet benyttes til hastighedsprøver i danmarksmesterskabet i rally og i år også til Tour de France 2022 Grand Départ Copenhagen.

Deltagelse koster 700 DKK, NEZ 800 DKK (ca. 107 EUR). Man kan købe overnatning til 995 DKK (ca. 134 EUR) på Scandic Roskilde Park (dobbeltværelse, alle faciliteter inkl. internet og morgenmad). Booking: Mail: roskildepark@scandichotels.com eller telefon: +45 46324632. Bookingkode: 47866824.

Løbsledelsen er i gang med en krævende rute, som får hovedvægt på at holde gennemsnitshastigheden korrekt og mindre vægt på at finde ad rette vej.

Løbsledelsen består af Arne Pagh (løbsleder), Michael Eisenberg, Jørgen Esbensen, Carsten Brandrup, Poul Henrik Lehrmann, Poul Rasmussen med back-up fra Jan Lemvigh-Müller, Erik Bach Sørensen, Vivi Byrnel og Jan Søndergaard.

"Udover hele den danske elite forventer vi mange deltagere fra Norden og Baltikum. Vi inviterer også medlemmer fra de danske bilmærkeklubber til at være med i turistklassen, så de kan opleve et ægte rally, men uden at risikere skrammer på stoltheden eller bilen. Har man tidligere kørt i turistklassen, kan man stille op i Begynderklassen, hvor betingelserne ikke er så hårde. Endelig kunne jeg håbe, at nogle tidligere hastighedsrallykørere vil deltage. For eksempel er den tidligere danmarksmester og fartkonge Leif Poulsen med i SONAX DASU Classic, det må gerne inspirere andre rallykørere," udtaler løbets event organizer Michael Eisenberg.

Læs mere om Oresund Rally her

Tidligere vindere af Oresund Rally:

2011: Henning Jørstad og Tine Hallre, Norge, Alpine Renault A110 fra 1977.
2012: Terje Nilssen og Tore Fredriksen, Norge, Volvo 121 Amazon fra 1968.
2013: Lars og Simon Hjorth, Danmark, Triumph TR4A fra 1966.
2014: Lars og Simon Hjorth, Danmark, Triumph TR4A fra 1966.
2015: Erik og Kim Bach Sørensen, Danmark, VW Scirocco GTI fra 1977.
2016: Lars og Simon Hjorth, Danmark, Triumph TR4A fra 1966.
2017: Poul og Egon Brøndum, Danmark, Toyota Starlet fra 1982.
2018: René og Jørgen Skjøt, Danmark, Honda CRX fra 1986.
2020: Torben Weber Andersen og Emilie Weber Wellendorf, Danmark, VW Scirocco GTI fra 1985.
2021: Finn Kristensen og Erik Rasmussen, Danmark, Ford Escort Mexico fra 1973.


Michael Eisenberg


Læs mere om:
  • 11/06/22 - Oresund Rally

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk