Bilorientering   04/04/22

Midtjyder i DM-premiere på hjemmebane
Kjellerup og Omegns Motorklub (KOM) kunne i 2021 fejre sit 75 års klubjubilæum, og dette sker med fuld damp på de sportslige arrangør-kedler. I 2021 var midtjyderne værter for DM for klubhold, hvor KOM blev vice-danmarksmestre på hjemmebane.

- I 2022 er KOM vært for DM-premieren i bilorientering, oplyser den rutinerede løbsleder Anders Fisker. - Med det flotte forårsvejr har jeg haft helt uvante gode betingelser til at at sammenstrikke en varieret og krævende rute til alle klasser. Nogle gange kan grusvejene være lidt fedtede, men det bliver nok ikke tilfældet i Kjellerup Løbet lørdag d. 9. april. Vi har da også mødt stor velvilje hos lodsejerene i løbsområdet.


De regerende JFM-mestre: Hans-Jørgen Andersen og Fritz Grove Nielsen er fit for fight på hjemmebane.

Arrangementet er samtidig anden afdeling af det jyske/fyske mesterskab (JFM). Her håber de regerende JFM-mestre i C-klassen: Hans-Jørgen Andersen og Fritz Grove Nielsen fra KOM på et frontresultat på hjemmebane.

- Vi har lidt at revanchere fra JFM-premieren med en firer, konstaterer Friz Grove Nielsen. - Løbsruten er hemmelig for alle deltagere helt frem til startflaget løftes. Det er dog altid en lille fordel at kende løbslederens tankegang omkring, hvordan han sammenstykker ruten. Den kan sammensættes på utallige måder, alt efter årstiden og vejrbetingelserne. Bilorientering kan derfor sammenlignes med at løse en rebus.


Edith Kristensen og Kim S. Jensen ser frem til et godt resultat i Kjellerup Løbet

I B-klassen tegner meget til en jævnbyrdig dyst mellem klubkammeraterne: Edith Kristensen og Kim S. Jensen contra far/søn: Lars og Asger Jespersen.


KOM’erne: Lars og Asger Jespersen kører stabilt i A-klassen

Hos A'erne var KOM-parret: Else og Henning "Basse" Friborg tæt på at score DM-bronze i 2021.

- Jeg har kendt Else og "Basse" gennem mange år, fortsætter Anders Fisker. - Derfor får jeg nok lidt svært ved at lokke dem på "glatis", for vi læser hinandens tankegange pænt præcist. Jeg er således også korttegner, når han tilrettelægger pålidelighedsrally for old-timere.


Else og Henning "Basse" Friborg ser frem til en DM-premiere i dagslys

Kjellerup Løbet har start og mål "udenbys" i Rødkærsbro Hallen. Her deltager søn/far, Michael og Jens Døssing i M-klassen.


Søn/far: Michael H og Jens Døssing deltager også i det nordeuropæiske mesterskab

- Anders Fisker er lidt af en lurendrejer, forklarer Jens Døssing. - Han har utallige gange ledt os på vildspor, og det fremkalder altid et lunt og skælmsk smil hos ham, men det er også en del af charmen ved at køre bilorientering. Han har dog lovet, at vi kommer hjem overf målstregen, inden mørket sænker sig over Midtjylland.


Anders Fisker har modtaget flere ærespokaler for sit flittige virke som rutelægger udi bilorientering

- Á propos pålidelighedsrally er KOM vært for en introduktionsdag søndag d. 10. april, afslutter Anders Fisker. - Her kan fans af de lidt ældre biler troppe op hos i Ans Selskabslokaler kl. 13.00. Efter en kort introduktion instruktion får man mulighed for at køre en tur i det midtjyske.


KOM er også godt repræsenteret inden for old timere

Åge Keseler Kirketerp


 
Reklamer

H.I. Auto


Yokohama Advan dæk


Bruno Hansen Motorsport