Bilorientering   11/04/22

Flot DM-premiere i Midtjylland
Kjellerup og Omegns Motorklub (KOM) var værter for DM-premieren i bilorientering med Kjellerup Løbet. Ruterne i de fire klasser var udstukket af den rutinerede løbsleder, Anders Fisker, som høstede stor ros for et varieret terrænvalg, som androg industri, åbent land - og som en ekstra godtepose - med flere skov-etaper


Anders Fisker fik stor ros og skulderklap for et velkomponeret DM-premiere i bilorientering.

- Jeg har efterhånden sammenskruet bilorienterings-ruter i over 40 år, forklarer Anders Fisker. - Aldrig har jeg oplevet så lang en periode med flot forårsvejr, og deltagerne kom derfor gennem ruterne uden problemer. Lidt komisk var den eneste fastsidning løbets dommer, som prøvede på at få løbets fotograf op af et fugtigt vejspor.

Arrangementet er samtidig anden afdeling af det jyske/fyske mesterskab (JFM). Her var de regerende JFM-mestre i C-klassen: Hans-Jørgen Andersen og Fritz Grove Nielsen fra KOM topmotiverede for et frontresultat på hjemmebane.


De regerende JFM-mestre; Hans-Jørgen Andersen og Fritz Grove Nielsen hjemkørte en flot klassesejr i C-klassen.

- Vi havde lidt at revanchere fra JFM-premieren med en firer, konstaterer Fritz Grove Nielsen. - Vi fik etableret et godt flow i vejfindingen og scorede kun en enkelt fejlkørsel. Man skal dog ikke vrikke meget med ørerne, før konkurrenterne stryger forbi, men vi havde et forspring på 8 minutter på målstregen.

I B-klassen scorede Edith Kristensen og Kim S. Jensen et flot resultat med en tredjeplads. Derimod måtte far/søn: Lars og Asger Jespersen melde afbud, da en arbejdsskade kom i vejen for deltagelsen.


Edith Kristensen og Kim S. Jensen scorede en flot tredjeplads i C-klassen i Kjellerup Løbet.

Hos A'erne var KOM-parret: Else og Henning "Basse" Friborg spået fornuftige chancer for en sejr.

- Som forventet gik det meget godt på skov-etaperne, konstaterer Henning "Basse" Friborg. - Men vi lod os desværre stresse på åbent land, hvor vi bl.a. fik indjusteret en fejlkørsel forkert. Nogle gange er der "luft" til at foretage en eller to kvajere, men dette var altså ikke tilfældet denne gang. Vi blev derfor nr. 7 i DM-premieren.


Else og Henning "Basse" Friborg fandt ikke helt konkurrencemelodien på hjemmebane.

Kjellerup Løbet havde start og mål "udenbys" i Rødkærsbro Hallen. Her deltog søn/far, Michael og Jens Døssing i M-klassen.

- Belært af erfaringerne med Anders Fisker's tankegang satsede vi på at skynde os langsomt, forklarer Jens Døssing. - Det blev fornuftigt belønnet i det skrappe selskab med en 6. plads. Lidt usædvanligt gik klassesejren og toeren til nordsjællandske mandskaber. Jyderne har gennem årene været dominerede i topplaceringerne.


Søn/far: Michael H og Jens Døssing scorerde en sekser i M-klassen.

- KOM havde desuden klubbens nye kursister, Kristian Hoff Jepsen og Casper Kærvang Pedersen ude at køre, afslutter Anders Fisker. - De fik lejlighed til at mærke DM-suset med en speciel sammenstykket rute. De gjorde det fornemt med med kun 2 fejlkørsler og en lidt for tung højrefod. De prøvede senere kræfter med C-ruten. Det gik ikke helt så smertefrit, men det er også et stort spring for helt nye i "bilorienterings-branchen".


KOM’erne: Lars og Asger Jespersen måtte vinke farvel til DM-starten 2022.

KJELLERUP OG OMEGNS MOTORKLUB

Åge Keseler Kirketerp


 
Reklamer

Bruno Hansen Motorsport


H.I. Auto


Yokohama Advan dæk