DM Rally   03/05/22

Ib Kragh: ”Vi har lært en masse”
Ib Kragh og Ditte Kammersgaard kørte i weekenden deres andet løb i den Hyundai i20N Rally2, som IK Motorsport har lejet hos et italiensk team. Ved Anderup El Rally på Vestfyn blev det til en fjerdeplads, men endnu vigtigere fik teamet høstet ny erfaring med modellen, inden man i næste måned modtager sit eget eksemplar.

”Vores første løb omkring Slagelse bestod af nogle forholdsvis flade hastighedsprøver, men her var det meget mere ujævnt,” siger Ib Kragh. ”Jeg havde ikke prøvet bilen på sådanne veje før og slet ikke kørt på grus med den. Men det fungerede fint.”


Ib Kragh og Ditte Kammersgaard prøvede for første gang Hyundaien på grus
(Foto: www.ikrally.dk)

”Vi har lært en masse, og vi fik prøvet forskellige indstillinger på bilen. Ligesom ved DM-premieren havde vi også en tekniker tilknyttet fra Hyundai Motorsport, men det var ikke den samme som sidste gang. Denne her tekniker gik meget op i dæktryk og sporing af bilen, og det var lærerigt.”

”Teknikeren kørte også selv hastighedsprøverne igennem, og sammen med mine servicefolk fandt de frem til de rette indstillinger af undervognen. Ved løbet i Slagelse kunne bilen godt være urolig under nedbremsninger, men det problem havde de fået løst i fællesskab.”

Noget af det, Ib Kragh selv lærte under lørdagens DM-rally, var detaljerne omkring bilens elektronik.

”Det var første gang, vi kørte i bilen på grus, og her kunne jeg ikke få den til at skifte gear uden at bruge koblingen,” fortæller han. ”Der er så meget teknik i denne her bil, og hver gang man tager tændingen, nulstiller man startprogrammet. Så skal man vælge et af de fem forskellige startprogrammer for at finde det, der passer til løst underlag. Det problem havde vi ikke ved løbet i Slagelse, hvor vi udelukkende kørte på asfalt.”

Udover flere hastighedsprøver med grus bød Anderup El Rally også på kuperede veje.

”Det var et løb med virkelig spændende og udfordrende hastighedsprøver. Da vi kørte power stagen første gang, landede jeg så hårdt, at bilen slog bunden i. Jeg fik med det samme en knaldende hovedpine, som jeg døjede med resten af dagen,” fortæller Ib Kragh.

”Da vi så skulle køre prøven anden gang, sagde jeg til mig selv, at nu skulle det være. Og det gav pote, for her var vi næsthurtigst, kun halvandet sekund efter Kenneth Madsen og Mette Felthaus. Vi slog både Michael Sørensen og Marco Gersager på prøven, så vi ligger i den rigtige ende. Ditte og jeg sluttede som firer, men vi ville gerne have være treere.”

IK Motorsport
www.ikrally.dk


Læs mere om:
  • Ditte Kammersgaard
  • Ib Kragh
  • Assens
  • 30/04/22 - Assens - DM Rally - DM

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport