DASU Classic   10/08/22

Søhøjlandet Classic – en tur rundt om Silkeborg i klassiske biler
Hele den danske elite i regularity rally stiller til start, når Kjellerup og Omegns Motorklub, med løbsleder Anders Fisker i spidsen, lørdag den 20. august, arrangerer Søhøjlandet Classic der er 4. afdeling af syv om Danmarksmesterskabet i regularity rally

Fra kl. 8:00 vil der på startstedet hos CC-Cars, Bodalen 1, 8643 Ans, være mulighed for at se de mange klassiske biler inden første deltager kl. 10:00 af Silkeborgs borgmester, Helle Gade, sendes ud på den 190 km. lange rute rundt om Silkeborg.


Flere lokale stiller op i Søhøjlandet Classic - Her Leif Poulsen, Fårvang og Kent Poulsen, Silkeborg i Porsche 911 Carrera.
(Foto: Viggo Johansen, rallypics.dk)

Der vil være mange spændende biler at se på, hvis man stiller sig ud på ruten, som går fra Ans, gennem Lemming, Svostrup, Gjern, Sorring, Voel, Silkeborg, Them, Bryrup, Funder og Kjellerup, inden de omkring kl. 16:45 er i mål ved Ans Idræts og Kultur Center i Ans.

På ruten er der indlagt flere pauser, hvor vil der være rig mulighed for at komme tæt på de flotte biler, som kommer fra hele landet. Opel Kadett GT/E, Ford Escort RS2000, Porsche 928, Talbot Matra Mureno, flere Porsche 911 deltager - bl.a. er der en flot rød Porsche 911 Carrera med den lokale kører, Leif Poulsen fra Fårvang med co-driver Kent Poulsen fra Silkeborg i højresædet. Desuden deltager Finn Kristensen, Silkeborg med co-driver Erik Rasmussen, Ry i Finn Kristensens top renoverede Ford Escort Mexico.


Finn Kristensen, Silkeborg og Erik Rasmussen, Ry er endnu et at de lokale hold, som gør sig godt i SONAX DASU Classic.
(Foto: Viggo Johansen, rallypics.dk)

Søhøjlandet Classic har indlagte pauser på følgende steder, hvor det vil være gode muligheder for at se bilerne:

Kl. 10:45 – Svostrup Kirke, Allinggårdsvej 1, 8600 Silkeborg
Kl. 12:15 – Birch Ejendomme, Sortenborgvej 2, 8600 Silkeborg
Kl. 15:00 – Købmanden i Vrads, Store Bredlundvej 6, 8654 Bryrup

Den mest berømte bil i feltet, og den der har kørt flest motorløb, er den fine Opel Kadette GT/E, som Per Vilslev fra Hillerød, deltager med, sammen med co-driver Erik Andersen fra Virum. De har siden 2018 deltaget i fire Rallye Monte Carlo Historique i bilen, hvis historie dog går meget længere tilbage. Fra ny i 1976, var bilen ejet af Holger Helle fra Silkeborg, som i slutningen af 1970’erne deltog i mange, både nationale og internationale, rallies med bilen. Bl.a. kørte Holger Helle i 1977, sammen med Ole Hansen, bilen ind på en 3. plads i klasse 5 i VM-løbet Lombard RAC Rallye i England. En 2. plads i klassen blev det også til i 1979, hvor Holger Helle og Ole Hansen deltog med Kadett’en i et af verdens mest kendte og krævende VM rallies, Rallye Monte Carlo. Holger Helle nåede at deltage i 11 internationale løb med bilen, inden den blev stillet til side til fordel for en Opel Ascona 2000.


Per Vilslev, Hillerød og Erik Andersen, Virum i den tidligere Holger Helle ejede Opel Kadett GT-E fra 1976.
(Foto: Viggo Johansen, rallypics.dk)

Hvis man kigger på deltagerlisten til Søhøjlandet Classic, vil man savne lokale navne som Hans-Jørn Søgård Andersen, samt Else og Henning Friborg, der normalt er faste deltagere i SONAX DASU Classic turneringen. De er alle med i løbsledelsen og organisationen bag løbet, og kan derfor ikke deltage. Løbsseriens reglement er heldigvis så viseligt indrettet, at man som løbsledelse stadig får point i det samlede regnskab, selvom man som løbsleder er forhindret i at deltage. Intet er derfor spildt for manglende deltagelse på grund af arrangørstatus.

I regularity rally, som køres på almindelig offentlig vej, gælder det ikke om at køre hurtigst på ruten, men derimod om at holde den opgivne gennemsnitshastighed på ikke over 50 km/t. Der er derfor lagt op til at det ikke er hastigheden der er skruet op denne gang, men derimod præcision i forhold til tid og kørt afstand.

På sekundetaperne der er indlagt i løbet, bliver der udsat et antal digitale hemmelige tidskontroller, som holder øje med at deltagerne er på rette sted på rette tidspunkt i forhold til den opgivne gennemsnitshastighed. Der point for både for sen og for tidlig passage af kontrollerne. Den deltager der kommer i mål med færrest point vinder løbet. Der køres i seks klasser, fra begynder til elite deltagere.

Løbsledelsen har gjort sig stor umage for at lave en tidsplan for etaperne, så deltagerne vil opleve et stille og roligt flow, også mellem sekundetaperne, hvor der også vil være tid til at nyde den flotte natur omkring Silkeborg. Der lyder fra løbsledelsens side en stor tak til løbets samarbejdspartnere, SONAX, CC-Classic, Ans, Birch Ejendomme, Silkeborg og DLU-Lastbiludlejning, Horsens.

SONAX DASU Classic 2022 kan følges på:

www.dasuclassic.dk eller www.facebook.com/dasuclassic

Kjellerup og Omegns Motorklub og SONAX DASU Classic 2022

rallypics.dk
Viggo Johansen


 
Reklamer

H.I. Auto


Bruno Hansen Motorsport


Yokohama Advan dæk