Porsche Carrera Cup   19/09/22

Bastian Buus på podiet i Porsche Carrera Cup France
Den 19-årige racerkører sikrede endnu et topresultat i femte afdeling af Porsche Carrera Cup France, som blev afviklet i Valencia. Danskeren nærmer sig podiet i det samlede mesterskab.

Bastian Buus gennemførte i weekenden femte afdeling af Porsche Carrera Cup France, og selv om den 19-årige racerkører ikke var tilfreds med farten i sin Porsche 911 GT3 Cup, sikrede danskeren alligevel en podieplads og rykkede endnu tættere på top-tre i den samlede stilling.

– Det var ikke den optimale weekend. Under den indledende test og træning følte jeg, at vi var godt med på farten. Men tidtagningen gik skævt med næsten et halvt sekund op til pole position, og jeg kæmpede også med farten i løbet. Jeg sluttede på en fjerdeplads i første ræs, men blev rykket op på podiet, da tredjepladsen fik en straf. Andet ræs var lidt kaotisk, da et regnvejr brød ud kort efter starten. Jeg blev kørt af banen af en modstander og kørte herefter i pit for at skifte til regnvejrsdæk. Jeg troede, at mit løb var kørt, men blev så reddet af en safetycar, som gjorde det muligt for mig at fange feltet og kæmpe mig frem til en fjerdeplads, lyder det fra Bastian Buus.

– Pointmæssigt endte det med at være en okay weekend, selv om vi manglede fart. Jeg hentede 19 point ind på tredjepladsen i den samlede stilling og har stadig chancen for at slutte på mesterskabspodiet til finalen.

Sjette og sidste afdeling af Porsche Carrera Cup France afvikles den 14.-16. oktober på Formel 1-banen Paul Ricard i Sydfrankrig. Inden da skal Bastian Buus i aktion allerede den kommende weekend, 23.-25. september, når syvende afdeling af Porsche Carrera Cup Deutschland løber af stablen på tyske Sachsenring.

Bastian Buus

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Bastian Buus
  • Valencia - Ricardo Tormo

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto