DM Rally   28/09/22

Rally Team Mejer afslutter sæson 2022 med medaljehøst i Danmarksmesterskaberne
Med start i Süderbrarup sydøst for Flensborg i Tyskland, køres 5. afdeling om Danmarksmesterskabet i rally i den kommende weekend, fredag den 30. september og lørdag den 1. oktober. Fredag aften køres første afdeling af løbet med 40 km hastighedsprøver i mørke, hvorefter løbet fortsætter fra lørdag morgen med yderligere 80 km hastighedsprøver.

Alle hastighedsprøver køres på asfalt i et område, som erkendt for meget smalle og snoede veje i det bakkede landskab omkring Süderbrarup.


Kurt Mejer og Steen Bøgelund er her fanget i Sydhavsrally 2022, hvor de kørte Danmarksmesterskabet i den historiske klasse National 9 hjem til Horsens
(Foto: Allan Post)

Fra Rally Team Mejer deltager Kurt Mejer og Steen Larsen i klasse national 9, for historiske biler over 2000 ccm. Da den største konkurrent til mesterskabet, Johnny Pedersen fra Slangerup ikke stiller op i Tyskland, kan Kurt Mejer og Steen Bøgelund allerede kalde sig Danmarksmestre 2022 i klassen, inden de to sidste afdelinger om Danmarksmesterskabet køres i Süderbrarup i weekenden, og finaleløbet omkring Stoholm ved Viborg den 4. og 5. november.

Kurt Mejer har i 2022 desuden deltaget i det historiske hillclimb mesterskab, og her kunne de køre hjem med en sølvmedalje i klasse 7B, samt en sølvmedalje i det generelle Danmarksmesterskab i hillclimb, på tværs af alle klasser.

Kurt Mejer er ikke den eneste i familieteamet, som allerede har kørt sig til Danmarksmesterskaber i 2022. Også sønnerne Heino Mejer og Rene Mejer har i år deltaget i DM i hillclimb, og kunne efter 5. og sidste afdeling, der blev kørt i Horsens Automobil & Motor Klubs finaleløb, Nim Hillclimb, den 17. september, køre hjem med medaljer.


Rene Mejer tog sejren i klasse 10B i Nim Hillclimb 2022, og vandt dermed mesterskabet i klassen
(Foto: Allan Post)

Rene Mejer har i sin flot restaurerede historiske Volvo 480 Turbo kørt nogle meget stabile afdelinger af det historiske mesterskab for biler der klasseinddeles efter vægt i forhold til effekt (hk). Her køres i fire klasser, hvor der i Rene Mejers klasse, 10B, køres med biler med en effekt på over 6 kg pr. hk. I denne klasse konkurreres der imod biler som VW Golf GTi, Ford Escort RS2000, Ford Escort Mexico. Rene Mejer vandt klasse-mesterskabet i klassen med 60 mesterskabspoint foran Karsten Skovsgaard, Kolding, i en VW Golf GTi med 46 point, og på 3. pladsen, Jørgen Hummeluhr, Vejle, i BMW 325 med 43 point. I det samlede mesterskab på tværs af klasserne for vægt/effekt målte biler, slutter Rene Mejer på en flot sølvmedaljeplads i Danmarksmesterskabet.


Heino Mejer har atter haft en sæson med top resultater, og slutter sæsonen som Danmarksmester i Hillclimb 2022
(Foto: rallypics.dk – Viggo Johansen)

Heino Mejer har, i modsætning til tidligere år hvor han har kørt om Danmarksmesterskabet i rally, i 2022 koncentreret sig om hillclimb og enkelte rally sprints. Heinos Volvo 242 Turbo er på vej på pension, og der er indkøbt ny rallybil, som i øjeblikket er ved at blive klargjort. Også Heino Mejer kunne køre hjem med mesterskabspokaler. Både i klasse 7B og i det generelle Danmarksmesterskab i hillclimb for historiske biler der er klassificeret efter ccm, var han igennem sæsonen hurtigste bil på prøverne. Dermed kunne han atter hænge DM- medaljerne om halsen, og køre hjem med de største mesterskabspokaler til den omfattende samling.

Rally Team Mejer

rallypics.dk
Viggo Johansen


Læs mere om:
  • Heino Mejer
  • Kurt Mejer
  • Rene Mejer
  • Tyskland
  • 30/09/22 - Tyskland - DM Rally - DM

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk