Victor T. Nielsen har arbejdet målrettet for at blive klar til mesterskabskampen i Formel 4-mesterskabet.
Sidste år tog han andenpladsen i Rookie-mesterskabet, mens teamkammeraten vandt Danmarksmesterskabet. I år har den nordjyske racerkører sat sig for at sigte højt.
– Jeg er glad for at kunne få en sæson mere herhjemme i samarbejde med STEP Motorsport. Jeg lærte en masse sidste år, og det skal vi bygge videre på i år. Et dansk mesterskab ville være det ultimative at have med i rygsækken når turen går til udlandet, siger Victor T. Nielsen, som ikke har ligget på den lade side over vinteren:
– Hele vinteren er gået med at træne, træne og træne. Jeg har været i gang med min fysiske træning og arbejdet mentalt, og så har jeg kørt en masse timer i simulatoren for at få mere løbstræning, fortæller Victor, som også har vundet et virtuelt mesterskab i vinterens løb, nemlig Esport Racing’s 911 Trophy:
– Det har været en sjov udfordring, og selvom der er et stykke fra virtuelt racerløb til virkeligheden, føler jeg at jeg har fået en del ud af at køre så meget. Det må vi jo se når sæsonen starter! Der er flere, som jeg tror også vil blande sig i kampen om mesterskabet i år, så jeg håber på at det bliver en masse godt ræs om det ligesom sidste år, siger Victor.
Sideløbende med det danske mesterskab stiller Brønderslev-køreren også op i ERA Championship; Europas første elektriske formelserie for juniorkørere. Den bæredygtige vinkel er noget, Victor har taget til sig for længst, og i år får han sin første sæson i elektrisk racing:
– Vi skal passe på vores jord, og jeg synes at det er fedt, når motorsporten kan bruges til at drive udviklingen. Bilen er baseret på en Formel 4-bil, så jeg kommer til at kunne tage mange af mine erfaringer direkte med over i ERA, for kørestilen er den samme. Det er lidt specielt ikke at have den sædvanlige motorlyd, men den trækker nu meget godt!
Den første testdag på dansk asfalt er allerede veloverstået, og Victor har kalenderen godt fyldt med aftaler frem mod sæsonstart:
– Teamet har været bilen igennem fra A-Z over vinteren, og det er bare fedt at være i gang igen. Nu skal vi have arbejdet med både kører og chauffør, så begge dele er helt klar inden sæsonstart, slutter Victor T. Nielsen.
Formel 4 Danmark Læs mere om: Victor T. Nielsen |