Formel 4   11/09/23

Tjekkisk topplacering efter stærk weekend
Mathias Bjerre Jakobsen og Jenzer Motorsport var tæt på at sikre endnu en podieplacering i det centraleuropæiske Formel 4-mesterskab, da klassen kørte på Brno i Tjekkiet i weekenden.


(Foto: Grippo)

Her viste den københavnske racerkører masser af fart allerede i træningerne, og havde det ikke været for en mikroskopisk kørefejl i tidtagningen, kunne Mathias have været løbet med pole position til første løb - det blev kun til en tredjeplads, selvom farten bestemt var til mere.

Det første løb startede heller ikke helt optimalt. En dårlig start betød, at Mathias måtte kæmpe for at hænge på de forreste i feltet, og i den sidste halvdel af løbet manglede der fart for at kunne komme tilbage i top 3. En fjerdeplads blev resultatet, mens næste løb kastede en femteplads af sig:


(Foto: Grippo)

- Jeg er egentlig rimeligt tilfreds med weekenden, for jeg har haft rigtig god fart i bilen og synes at jeg har fået styr på dækkene, der er noget anderledes end dem, vi kører med i Danmark. Jeg mangler bare noget fart i den sidste halvdel af løbene, så der er noget at arbejde videre på, siger Mathias Bjerre Jakobsen, der allerede fredag er i aktion igen. Denne gang på Padborg Park, hvor næstsidste afdeling af det danske Formel 4-mesterskab køres.

Her håber han at kunne fortsætte den gode stil fra Ring Djursland, hvor han sammen med Team FormulaSport sikrede sin første heatsejr for bare en uge siden:

- Det var et super fedt løb, og nu glæder jeg mig bare til at komme ned og fortsætte det gode arbejde sammen med teamet. Kunne vi løbe med en sejr eller to mere, ville jeg være rigtig godt tilfreds, slutter han.

Løbene ved Night Race på Padborg Park kan ses live på Youtube-kanalen Dansk Motorsport Live.

Bjerre Racing


Læs mere om:
  • Mathias Bjerre Jakobsen
  • Brno

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk