Eurocup-3   04/10/23

Gravlund fik podieplads i Estoril trods udfordringer
Dækproblemer lagde en dæmper på Sebastian Gravlunds pokaljagt i Eurocup3 på Estoril i Portugal.

Weekendens afdeling af det nye Eurocup3-mesterskab blev kørt på den tidligere Formel 1-bane ved Lissabon. Sebastian Gravlund havde god fart på trods af aldrig at have været på banen før. I kvalifikationen til første race var farten der til gengæld ikke.

- I træningen gik det virkelig godt, og jeg syntes at jeg havde fået banen ind under huden. Inden kvalifikationen gjorde vi ikke andet, end at skifte til et sæt nye dæk, men det var slet ikke til at sætte en ordentlig omgangstid, fortæller Sebastian Gravlund, som måtte starte første løb langt nede i feltet - på dæk, som ikke rigtigt fungerer:

- Vi fandt efterfølgende ud af, at der var en fejl på et par af dækkene. Det kan man jo godt komme ud for, men problemet er, at vi skal køre løbet på samme dæk, som vi har kvalificeret os på, så det var bare et løb, hvor jeg ikke kunne få noget som helst til at fungere, fortæller Sebastian Gravlund.

Men hvor lørdagens kvalifikation og race langt fra fungerede, var søndagen lige modsat. Kvalifikationen til løbet var udfordret på grund af andres afkørsler, og Sebastians potentielt bedste omgangstid blev afbrudt på grund af et rødt flag. Alligevel kunne han starte løbet fra 13. pladsen.

Herfra kunne Gravlund køre et godt heat, hvor han overhalede sig vej frem til niendepladsen inden det ternede flag blev præsenteret ved målstregen. Det rakte også til endnu en andenplads i Rookie-mesterskabet.

- Det har været en spøjs weekend, hvor den ene dag var helt håbløs og den næste faktisk var ret god. Jeg ville gerne have haft en bedre kvalifikation søndag, men nu fik jeg vist, at jeg kan køre stærkt og komme fremad, hvis bare bilen ikke går i stykker, griner Sebastian Gravlund, som nu ser frem til næste løb på Valencia-banen om halvanden uge.

Gravlund Motorsport ApS


Læs mere om:
  • Sebastian Gravlund
  • Estoril
  • 01/10/23 - Estoril - Eurocup-3

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto