DM Rally   14/11/23

Flyvende start endte med en ”mavelanding
Lasse Karlshøj og Isabell Kvick fik ikke noget forærende i Rally Vestjylland
Dansk rallysports nye talenthold, 22-årige Lasse Karlshøj og Isabell Kvick fra Ejby og Maribo fik hård modstand fra starten i deres nye Peugeot 208 Rally4-bil, da de stilede til start i Rally Vestjylland i Skjern, som var finalen i Dansk Super Rally Short-turnering 2023.


Lasse Karlshøj fik en god fornemmelse af den nye Peugeot 208 Rally4-bil på den lange hastighedsprøve ved Bølling
(Foto: Morten Dam)

De fik ikke noget forærende og endte med en ”mavelanding“ bag en plovfure undervejs i den fjerde gennemkørsel af den godt 18 kilometer lange hastighedsprøve nord og øst for Bølling ved Skjern. Ved de forudgående gennemkørsler af den kringlede og glatte prøvestrækning var de oppe imod rutinerede kørere som Torben Sørensen, Lars Møller, Casper Venning, Kenneth Kolbe, Heino Mejer, Mick Fraas og Dennis Pleidrup.


Isabell Kvick fik hurtigt justeret tempoet i leveringen af noter til Lasse Karlshøj i den nye og hurtige Rally4-bil
(Foto: Morten Dam)

Ved dagens anden gennemkørsel kørte makkerparret en tid svarende til tredjehurtigst generelt og næsthurtigst i klassen. Ved den fjerde og sidste gennemkørsel var de næsthurtigst i klassen og femtehurtigst generelt, før den utidige slutning.

- I et vinkelsving fik jeg bremset for sent, kom for langt frem og skred ud, forklarede Lasse Karlshøj senere.


Isabell Kvick og Lasse Karlshøj klar til start med deres Peugeot 208 Rally4-bil i Rally Vestjylland
(Foto: Morten Dam)

Manglende erfaring med håndbremsevending med den nye bil fik Lasse til at forsøge en vending ved at lade bilen trille langsomt ind over en mark bag en plovfure.

- Der endte vi med vognbunden i den bløde markjord og kunne ikke komme ud af stedet. Men vi nåede da at få prøvet bilen af, og det var en god oplevelse. Den er både hurtig og velkørende, og vi havde fra starten en god rytme i bilen, tilføjede han.


Karlshøj og Kvick i et af de snævre og glatte sving på hastighedsprøven i DSRS-finalen
(Foto: Morten Dam)

- Selv om den nye bil er hurtigere end den Opel Adam, vi tidligere kørte, havde Isabell ikke besvær ved at følge med i det forøgede tempo. Hun leverede ikke en eneste note forkert, så det er mig, som skal omstille mig fra at lave noter, som da vi kørte Opel Adam, fastslog Lasse Karlshøj.


Hastighedsprøven ved Bølling havde omkring en snes kurver og skarpe sving, så der skulle køres med ”fingerspitzgefühl“ på den glatte asfalt
(Foto: Morten Dam)

Efter næsten fire gennemførte hastighedsprøver handler det for Karlshøj Racing nu om at få kørt nogle flere kilometer i bilen og vænne sig til den.

- Vi skal have kørt så meget som muligt for at lære den bedre at kende, dels i rallytests og dels hurtigst muligt få trænet i løb sydpå. Rally Vestjylland var ellers et godt arrangement med en god og udfordrende hastighedsprøve, sluttede Lasse Karlshøj.


Rallyets sidste prøve blev kørt i mørke, hvilket blev en ekstra udfordring for kørerne i det lumske føre
(Foto: Morten Dam)

Morten Dam - autoMOTIV/specialpress


Læs mere om:
  • TBA/TBC
  • 11/11/23 - TBA/TBC - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto