Nordic 4   03/06/24

STEP Motorsport stod stærkt på Gelleråsen
Nordic 4Mathias Bjerre Jakobsen sikrede maksimumpoint, mens Sebastian Bach gjorde god figur i Nordic 4’s Rookie-mesterskab.

Ingen kunne være i tvivl om, at STEP-talenterne havde taget turen til Karlskoga for at give den gas. Det stod klart efter lørdagens kvalifikation, hvor Mathias Bjerre Jakobsen sikrede pole position med over et halvt sekund til nærmeste konkurrent. Den stil fortsatte han i resten af weekenden med tre sejre - og den slags giver anledning til store smil.

- Det er så lækkert! Vi har haft to ærgerlige weekender, hvor jeg er blevet forhindret i at udnytte potentialet, så jeg er både glad og lettet over at det lykkedes denne gang, siger Mathias Bjerre Jakobsen, der bortset fra sin opkørsel fra ottendepladsen i weekendens andet heat, ikke oplevede stor modstand på banen.

Modstand var der for Sebastian Bach, der i sin tredje løbsweekend i formelbil nu er ved for alvor at have fundet farten. Men i takt med at man bliver hurtigere, bliver konkurrenterne også dygtigere og mere erfarne, har han måttet sande:

- Det har været en super fed weekend på en sjov racerbane, og selvom det har givet godt med point til rookie-mesterskabet, kan jeg godt se at jeg mangler lidt erfaringer, når det kommer til at kæmpe om placeringerne. Jeg missede et par chancer undervejs og tabte nogle placeringer, men jeg er her for at lære, så nu ved jeg hvad der skal arbejdes på til næste gang, fortæller Sebastian Bach, som sluttede alle løb blandt de fem forreste.

Havde Lærke Rønn Sørensen ikke fået en skidt start på første heat, kunne det hele have set meget anderledes ud. Den vestjyske kører var syvendehurtigst i kvalifikationen, men måtte kæmpe sig tilbage gennem feltet efter starten var gået. Opkørslen var flot, og Lærke satte skarpe omgangstider, men det er svært at kæmpe sig ud af midterfeltet. Alligevel fik hun kørt sig frem gennem de to sidste heat og sluttede finaleheatet på femtepladsen.

For teamchef Morten Dons har weekenden været en af de oplevelser, han kan leve længe på:

- Jeg er glad og stolt, først og fremmest fordi Mathias fik det resultat, som han har fortjent siden sæsonstart. Han er lynende hurtig i år, og nu fik han en bil som matchede både i fart og holdbarhed. Det er fedt at se hvordan han modnes og bare knokler på.

- Både Sebastian og Lærke gør et kanon stykke arbejde i bilen og mellem løbene. De arbejder seriøst og bliver konstant bedre. Nu er de begge to hurtige nok til at være med i den sjove ende, så næste opgave for dem bliver at udnytte de chancer, de får serveret. Det er en naturlig del af udviklingen for dem, og jeg tror allerede at vi ser næste ryk for dem når vi kører næste afdeling af mesterskabet, siger Morten Dons, der også sender en venlig tanke til resten af teamet:

- Det er en fornøjelse at drive et team, når man har med folk at gøre, som vil det så meget. Der bliver arbejdet målrettet og professionelt, og alligevel er der en hyggelig stemning og højt humør. Det er jeg meget taknemmelig for, siger han.

Næste udfordring for de tre STEP-talenter bliver på Ring Djursland den 22-23. juni, hvor fjerde afdeling af mesterskabet køres på den korte og kuperede racerbane.

STEP Motorsport


Læs mere om:
  • Lærke Rønn Sørensen
  • Mathias Bjerre Jakobsen
  • Sebastian Bach
  • STEP Sports Management
  • Gelleråsen(Karlskoga)
  • 02/06/24 - Gelleråsen(Karlskoga) - Nordic 4

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk