Nordjyden var tæt på at gøre rent bord på Ring Djursland Årets felt i Grand Prix Tours Super 2L tæller flere nye navne, og ét af dem fik ved sæsonens tredje mesterskabsafdeling på Ring Djursland sit gennembrug i klassen. Det var Frederik Valdemar Schrøder, Aalborg, som var tæt på at gøre rent bord på den krævende bane, og som nu kan gå på sommerferie med føringen i tabellen foran den forsvarende mester, Jakob Steffensen, Tjele.
Frederik Valdemar Schrøder havde tæt på en perfekt weekend på Ring Djursland (Foto: Stumpphoto)
Igennem seks sæsoner har Frederik Valdemar Schrøder været en af topkørerne i Legend Car Cuppen, hvor han har vundet utallige sejre. I år valgte han så at skifte. I sæsonens to første afdelinger på Padborg Park og FDM Jyllandsringen var han ikke bagud, heller ikke med helt fremme. Men det sidste kom han på Ring Djursland. I den grad.
Den nordjyske softwareingeniør var hurtigst af alle i tidtagningen, en tiendedel af et sekund foran Peter Hegelund, Hadsten. I lørdagens løb, hvor de otte hurtigste kørere startede i omvendt rækkefølge, fik han leveret en perfekt start og allerede på den første omgang fik han dermed arbejdet sig fra ottende- til tredjepladsen. Foran sig havde han blot Jakob Steffensen og Sander Steffensen, Viborg, men midtvejs i løbet var han kommet forbi begge og kunne tage sin første sejr i Grand Prix Tours Super 2L med mere end tre sekunders forspring.
Sejren betød, at Frederik Valdemar Schrøder i andet heat atter skulle starte fra ottendepladsen, og selv om han fik kørt sig frem til andenpladsen og fik presset Rasmus Vendelbo, Silkeborg, kom han aldrig forbi ham. Men i finalen var det Frederik Valdemar Schrøder, som svingede taktstokken, stak fra konkurrenterne og vandt med 11 sekunders forspring. Resultatet betød også, at han overtog mesterskabsføringen med et points forspring til Jacob Steffensen, der spandt i starten af andet heat og brugte resten af weekenden på at køre sig op gennem rækkerne.
En anden kører, der virkelig gjorde opmærksom på sig selv i de djurslandske bakker, var Christian Dannemand Jørgensen, Lyngby. Han er i gang med sin anden sæson i Grand Prix Tours Super 2, og på den svære bane var den 16-årige racerkører mere eller mindre konstant med i top 5-kampen.
Mark Mathiesen var tilbage i Super 2L-feltet på Ring Djursland, hvor han var bedste Masters-kører i Grand Prix Tours Super 2L (Foto: Stumpphoto)
Løbsweekenden udløste også en sæsonpremiere for Mark Mathiesen, Hørning. En manglende motor har betydet, at han ikke har været til start i sæsonens to første afdelinger af Grand Prix Tours Super 2L, men han viste, at han ikke havde glemt sit gamle håndværk ved at være weekendens bedste Masters-kører og slutte finalen på en generel fjerdeplads.
super-gt.dk
Morten Alstrup Læs mere om: Christian Dannemand JørgensenFrederik Valdemar SchrøderJakob SteffensenMark MathiesenPeter HegelundRasmus VendelboSander SteffensenRing Djursland23/06/24 - Ring Djursland - Super 2L Danmark |