Michelin Le Mans Cup   21/08/24

Theodor Jensen kører Michelin Le Mans Cup på Spa Francorchamps
Den 18-årige randrusianer har fået mulighed for at deltage i weekendens løb på den belgiske F1-bane i et tætpakket prototypefelt.


(Foto: Dutch Photo Agency)

Med en måneds ventetid inden næste løb i Eurocup3 kan det hurtigt komme til at klø i højrefoden på en racerkører. Sådan var det for Theodor Jensen, da telefonen ringede med tilbuddet om at deltage i Bretton Racing’s LMP3-racer ved weekendens afdeling af Michelin Le Mans Cup, der køres i forbindelse med European Le Mans Series.

På den belgiske racerbane skal han køre et næsten to timer langt løb sammen med briten Ben Stone i et felt med 27 andre LMP3-biler og yderligere en håndfuld GT-racere fra Porsche, Ferrari med flere. Men det bekymrer ikke østjyden, som tværtimod ser frem til udfordringen:


(Foto: Dutch Photo Agency)

- Jeg er ret spændt på at køre med i Le Mans Cup hos Bretton Racing. Sidste år kørte jeg et lignende løb i Ultimate Cup, men niveauet er noget højere her, og der er fyldt med biler i feltet, så det skal nok blive udfordrende, siger Theodor Jensen, og fortsætter:

- Kombinationen af LMP3-raceren og Spa-banen er virkelig fed, og hvis der samtidig kommer lidt regn i løbet af weekenden, kan det blive rigtig spændende og noget, jeg kan bruge til min udvikling som racerkører.

Indtil videre er det blot dette ene løb, Theodor Jensen skal køre i serien, og derfor er forventningerne også afdæmpede:

- Jeg håber bare at vi får en god weekend med noget godt racerløb, og så vil jeg selvfølgelig gerne gøre god figur, så der måske kommer en lignende mulighed en anden gang. Spa er en fed bane, så jeg glæder mig til det, siger han.

Weekendens løb i Michelin Le Mans Cup køres lørdag eftermiddag klokken 16.05 og kan ses live på live.lemanscup.com/en

Theodor Jensen Racing

Kim Gripping


Læs mere om:
  • Theodor Jensen
  • Spa-Francorchamps
  • 24/08/24 - Spa-Francorchamps - Michelin Le Mans Cup

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk