Den randrusianske racerkører sikrede topplacering med dristig overhaling i løbets sidste sving på Spa-Francorchamps.
(Foto: Dutch Photo Agency)
Starten på løbsweekenden i Belgien gik ikke helt så godt. Teamkammeraten havde et uheld med bilen under træningen onsdag forud for weekenden. Det betød, at Bretton Racing’s mekanikere måtte på arbejde for at få gjort bilen køreklar inden fredagens træninger. Her måtte Theodor selv udgå af den første træning med en punktering - men herefter gik det fremad.
- Bilen var ikke helt perfekt efter den første træning, men vi fik lavet nogle ændringer i opsætningen, og i den næste træningssession var jeg næsthurtigst, fortæller Theodor Jensen, som så med fra sidelinjen da hans teamkammerat, Ben Stone, kvalificerede bilen på 13. pladsen til det næsten to timer lange løb.
Det blev en flot start på løbet, hvor Ben Stone på tre kvarter kørte sig gennem nogle kaotiske omgange og kunne aflevere bilen til Theodor Jensen på syvendepladsen. Han fortsatte den gode stil og kørte undervejs hurtige og stabile omgangstider, men med 15 minutter tilbage af løbet skete der et uheld, der fremkaldte en Safety Car-periode.
(Foto: Dutch Photo Agency)
- Det samlede lige feltet, og da løbet blev genstartet, havde vi to omgange til målflaget, så der blev virkelig kørt racerløb. Jeg kom frem til fjerdepladsen efter lidt nærkontakt med en af de andre kørere, og da vi så kom til sidste sving på sidste omgang bremsede jeg sent og kunne gå forbi både tredje- og andenpladsen, så jeg kom over stregen på andenpladsen, fortæller Theodor Jensen, som allerede var vældigt tilfreds med podieplaceringen. Et par timer efter løbets afslutning blev resultatet så forbedret igen:
- Vinderbilen havde åbenbart været kørt på én af de andre biler, og det fik de en straf for, så pludselig var det os som havde vundet! Det er lidt vildt og faktisk en smule svært lige at forstå - men det tager jeg med, siger Theodor Jensen, som håber på flere muligheder i Michelin Le Mans Cup:
- Det er godt racerløb, og samarbejdet med teamet var rigtig fint, så jeg håber at der bliver mulighed for at gentage det. Det kunne være sjovt, siger Theodor Jensen.
Theodor Jensen Racing
Læs mere om: Theodor JensenSpa-Francorchamps24/08/24 - Spa-Francorchamps - Michelin Le Mans Cup |