ELMS   27/08/24

Formula Racing udgik fra dramatisk løb i Belgien
Stor skuffelse hos det danske Ferrari-hold, som efter en stærk kvalifikation måtte udgå fra fjerde afdeling af European Le Mans Series med en skadet bil.


(Foto: Xynamic)

Det startede godt, men endte skidt for Formula Racing, som stillede op til fjerde afdeling af European Le Mans Series på Spa-Francorchamps den forgangne weekend. Johnny Laursen kørte lørdag en stærk kvalifikation, som sikrede det danske Ferrari-hold en startplacering i forreste række i GT3-feltet – men stærke håb om et topresultat blev bogstaveligt talt smadret søndag, da den erfarne racerkører ad to omgange blev sendt i barrieren.


(Foto: Xynamic)

Først måtte Laursen undgå et sammenstød mellem to forankørende GT3-biler, hvilket kostede en afkørsel og et møde med dækmuren. Den danske Ferrari 296 GT3 kunne heldigvis køre videre fra uheldet og fortsætte kampen – men da Laursen senere blev ramt af en lidt for ivrig LMP2-racer og sendt hårdt i barrieren, var det endegyldigt slut for Formula Racing, som måtte udgå fra løbet med en skadet bil.


(Foto: Xynamic)

– Det var en ærgerlig weekend for os, men det vigtigste er jo, at Johnny intet kom til under uheldet. Stor tak til hele holdet for endnu en stærk indsats og en forberedelse, som gav pote. Vi giver ikke op og er allerede i gang med at gøre bilen klar igen til næste afdeling i september, lyder det fra teamchef hos Formula Racing, Allan Jørgensen.


(Foto: Xynamic)

– Det er lidt en gentagelse af 24-timersløbet på Le Mans, hvor blev sendt ud af kampen af noget, som vi egentlig ikke selv kunne kontrollere. Virkelig en skam. At vores fart var virkelig god, og at vi derfor følte, at vi var i spil til et topresultat, gør det kun endnu mere ærgerligt, at vi slet ikke fik noget ud af weekenden, lyder det fra Johnny Laursen.


(Foto: Xynamic)

Næste opgave for Nicklas Nielsen, Conrad Laursen og Johnny Laursen er femte og næstsidste afdeling af European Le Mans Series, som løber af stablen den 27.-29. september på italienske Mugello.


(Foto: Xynamic)

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Conrad Laursen
  • Johnny Laursen
  • Nicklas Nielsen
  • Formula Racing
  • Spa-Francorchamps
  • 25/08/24 - Spa-Francorchamps - ELMS

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto