Solid præstation af det 15-årige racertalent, som sluttede i top-10 i finaleheatet efter en stærk debut i det indiske Formel 4-mesterskab på Madras International Circuit. (Foto: Speed Demons Delhi)
Det blev en succesfuld start på Formel 4-karrieren for danske Alba Hurup Larsen, som sluttede på en 10. plads i finaleheatet i første afdeling af F4 Indian Championship, der blev afviklet på Madras International Circuit den forgangne weekend. Det 15-årige racertalent fik dermed demonstreret sine evner i et felt med 15 andre juniortalenter, hvoraf flere er rutinerede kørere med Formel 4-erfaring.
(Foto: Speed Demons Delhi)
– Det har virkelig været en fed og lærerig uge. Fantastisk følelse endelig at komme i gang og gennemføre min første Formel 4-weekend, endda med resultater, som jeg kan være stolt af," lyder det fra Alba Hurup Larsen.
(Foto: Speed Demons Delhi)
Danskeren, som stillede op for det indiske team Speed Demons Delhi, begyndte flot allerede under træningen til weekendens tre løb, hvor hun sluttede på en femteplads i sin bedste session. Også i kvalifikationerne var der fart på Alba Hurup, som præsterede en ottendeplads i sit bedste forsøg.
(Foto: Speed Demons Delhi)
Den gode fart under træning og kvalifikation kunne imidlertid ikke helt omsættes til samme resultater under weekendens løb. I det første løb kom Hurup Larsen godt fra start, men blev herefter straffet med en tur gennem pitlane for en uheldig manøvre på gridden inden løbsstarten. Dette satte dog ikke en dæmper på danskeren, som herefter brillerede ved at sætte løbets fjerdehurtigste omgangstid.
(Foto: Speed Demons Delhi)
Andet løb endte på en 11. plads, mens Alba Hurup Larsen sikrede sit bedste resultat i finaleheatet. Her startede danskeren fra en 11. plads og fik ikke den optimale start, hvilket straks kostede placeringer. Igen viste farten sig dog hurtigt, og efter nogle solide overhalinger sluttede weekenden med en absolut godkendt 10. plads.
(Foto: Speed Demons Delhi)
– Der er naturligvis en masse ting, som vi skal have justeret, men det havde jeg også forventet. Det vigtige er, at vi har vist rigtig god fart, og så glæder jeg mig til at få revanche for de fejl, som der har været undervejs. Generelt er jeg enormt tilfreds med min Formel 4-debut. Jeg kan ikke takke holdet bag mig, min ingeniør og mit management nok for de ting, som vi har opnået allerede nu," siger Alba Hurup Larsen.
(Foto: Speed Demons Delhi)
Næste opgave for Alba Hurup Larsen og resten af Speed Demons Delhi er anden afdeling af F4 Indian Championship, som løber af stablen på bybanen Chennai Formula Racing Circuit allerede den kommende weekend, 30. august til 1. september.
(Foto: Speed Demons Delhi) Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Alba Hurup Larsen |