FIA WEC   13/09/24

FIA WEC: Mikkel Jensen håber på revanche i Japan
World Endurance ChampionshipEfter et udfordrende VM-løb i Texas er Mikkel Jensen parat til at tage revanche, når han sammen med Team Peugeot TotalEnergies udfordrer VM-feltet på Fuji denne weekend.


(Foto: Team Peugeot TotalEnergies)

Blot to uger efter sekstimersløbet på Circuit of The Americas i Texas er Mikkel Jensen og resten af Team Peugeot TotalEnergies rykket til Japan, hvor den syvende afdeling af FIA World Endurance Championship finder sted på Fuji den kommende weekend. Det er tredje gang i træk, at det franske Hypercar-team stiller op til løbet på den ikoniske racerbane nord for hovedstaden Tokyo.


(Foto: Team Peugeot TotalEnergies)

Mikkel Jensen stiller op til det seks timer lange VM-løb sammen med sine faste teamkammerater, franske Jean-Éric Vergne og schweiziske Nico Müller. Efter en stærk sæsonåbner, hvor trekløveret var tæt på at slutte på en andenplads i Qatar, men efterfølgende blev diskvalificeret, er det lykkedes at sikre point i tre af sæsonens løb. Danskeren er optimistisk inden weekendens udfordring.


(Foto: Team Peugeot TotalEnergies)

– Seneste løb var en skuffelse for os, men netop derfor er det fedt at være tilbage i bilen allerede to uger efter. Opgaven er kort og godt at gøre det bedre end sidst, hvor vi simpelthen ikke havde fart nok til at være med i toppen. På Fuji stiller vi med mere erfaring, da det er vores tredje løb i Japan, og dét håber jeg er med til at gøre os konkurrencedygtige, især overfor de teams og biler, som debuterer her i år, lyder det fra Mikkel Jensen.


(Foto: Team Peugeot TotalEnergies)

– Udover det glæder jeg mig til at opleve Fuji igen. Det er en ikonisk racerbane med et meget varieret layout, som blandt andet består af en næsten halvanden kilometer lang start-mål-langside og nogle ret twisty sektioner. Det stiller store krav til bilens balance, og samtidig er det uforudsigelige vejr ofte med til at gøre løbet endnu mere spændende.


(Foto: Team Peugeot TotalEnergies)

Syvende afdeling af 2024-udgaven af FIA World Endurance Championship blev indledt med to officielle træningssessioner fredag den 13. september, mens kvalifikationen finder sted lørdag den 14. september klokken 15.00 lokal tid (08.00 dansk tid). Det seks timer lange VM-løb flages grønt søndag den 15. september klokken 11.00 – det er klokken 04.00 dansk tid – og kan blandt andet ses på TV 2 PLAY eller FIA WEC TV.


(Foto: Team Peugeot TotalEnergies)

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Mikkel Jensen
  • Fuji
  • 15/09/24 - Fuji - FIA WEC - FIA VM

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk