Toppræstation af Mikkel Jensen og teamkammeraterne fra Team Peugeot TotalEnergies, som med en fjerdeplads i VM-løbet på Fuji Speedway sikrede sæsonens hidtil bedste resultat.
(Foto: Team Peugeot TotalEnergies)
Det gik over al forventning for Mikkel Jensen, Jean-Éric Vergne og Nico Müller, som sluttede weekendens VM-løb på japanske Fuji på en stærk fjerdeplads. Trekløveret fra Peugeots fabrikshold startede løbet fra en 14. plads efter en hård kvalifikation, men takket være en god strategi og en stabil racerbil lykkedes det at udkonkurrere de fleste af bilerne i det benhårde Hypercar-felt og opnå holdets hidtil bedste 2024-resultat.
(Foto: Team Peugeot TotalEnergies)
Det var Jensen, som kørte holdets Peugeot 9X8 Hypercar over målstregen efter to stærke stints, hvor danskeren undervejs formåede at avancere fra en 13. plads til et resultat lige uden for podiet. Også holdets søsterbil klarede sig igennem på en pointgivende ottendeplads – ligeledes 10 pladser bedre end startpositionen.
(Foto: Team Peugeot TotalEnergies)
– Det er en kæmpe forløsning for holdet, som har kæmpet så hårdt hele sæsonen. Gang på gang har vi måttet tage skuffede hjem fra racerbanen, men ikke denne gang. Det var et ret vildt ræs med masser af sammenstød, gule flag og safetycars, og selvom vi måske ikke havde den mest konkurrencedygtige bil i dag, så klarede vi os igennem ved hjælp af god strategi, blandt andet ved at gemme nye dæk til vores sidste stint, hvor vi virkelig kunne give den gas og sikre de sidste positioner, lyder det fra Mikkel Jensen.
(Foto: Team Peugeot TotalEnergies)
– Kæmpe tak til hele holdet for en weekend, hvor vi endelig fik det hele til at spille. Det er utroligt, at man kan være så glad for en fjerdeplads, men det føles vitterligt som en sejr for vores projekt, og samtidig er resultatet en kæmpe motivation inden sæsonfinalen.
(Foto: Team Peugeot TotalEnergies)
Ottende og sidste afdeling af FIA World Endurance Championship, Eight Hours of Bahrain, afvikles i ørkenstaten den 31. oktober til 2. november.
(Foto: Team Peugeot TotalEnergies)
Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Mikkel JensenFuji15/09/24 - Fuji - FIA WEC - FIA VM |