Bilorientering   27/10/24

Medaljeregn til Struer klub
DM-guld i bilorientering for 12. gang til Børge Holm, Thisted og Jørn Mørup, Struer.
DM-bronze til Morten Jäger – Bent Mikkelsen, Struer.


DM Guld: Der er grund til store smil for kortlæser Jørn Mørup, Struer og hans chauffør Børge Holm fra Thy Motor Sport. Ikke alene vandt makkerparret lørdagens sidste DM-afdeling helt suverænt, de vandt også deres fælles 12. sæt DM guldmedaljer i bilorientering. Struer klubben fik yderligere 3 sæt medaljer.

Der stod Struer & Omegns Motor Sport på 2 af de officielle sæt DM-medaljer, der lørdag blev delt ud ved afslutningen på årets DM-sæson. Derudover blev det til yderligere 2 sæt medaljer til Struer klubben i næsthøjeste og 3. højeste klasse.

Det var Kjellerup & Omegns Motorklub der lørdag stod som arrangør af den 6. og dermed sidste afdeling om årets Danmarks Mesterskab i bilorientering. Løbet blev kørt ved Rødkærsbro i det midtjyske.

Danmarks Mesterskabet afgøres ved at indregne point fra de 4 bedste resultater ud af i alt 6 afdelinger i løbet af året.

De regerende Danmarks Mestre, Børge Holm, Thy Motor Sport, Thisted og Jørn Mørup, Struer og Omegns Motor Sport kunne efter 3 sejre og en 2. plads i 4 af de 5 første afdelinger ikke nås i den samlede stilling uanset resultatet i sidste afdeling.


M-klassen: Fra venstre, Bent Mikkelsen (bronze), Jørn Mørup/Børge Holm (guld) og Leon Spiegelhauer/Jan Johansen (sølv).

Alligevel satte Thisted/Struer mandskabet tingene på plads med en suveræn sejr i sidste afdeling. Holdet gennemførte uden en eneste fejlkørsel og med dagens hurtigste tid. Kun 12 minutter ud over den planlagte tid fik Børge Holm og Jørn Mørup straf for i løbet. Med sejren nåede de på de maksimale 200 matchpoint i den samlede stilling, hvor de 4 bedste resultater fra de 6 afdelinger regnes med.

I det hele taget viste det sig, at den samlede stilling ikke blev ændret i den sidste afdeling. Danmarks mestrene fra 2020, Leon Spiegelhauer og Jan Johansen fra Frederikssund, der også inden sidste afdeling lå på sølvpladsen, bevarede med en 2. plads i lørdagens afdeling deres samlede sølvmedaljer.

Struer mandskabet Morten Jäger og Bent Mikkelsen fik for 3. år i træk DM-bronzemedaljer. Til den sidste afdeling havde Bent Mikkelsen lånt Jens Døssing fra Kjellerup som chauffør og de sluttede også DM serien af med en placering svarende til medaljerne, de blev nemlig nr. 3 i Mesterklassen.


A-klassen: Fra venstre, Poul Bo Madsen/Lars Palle (bronze), Kim Pedersen/Steen Olsen (guld) og Jan Petersen/Ken Sørstrup (sølv).

I de lavere klasser køres der om Dansk Automobil Sports Unions mesterskaber. Og i den næsthøjeste klasse, A-klassen, kunne Lars Palle, Grindsted og Poul Bo Madsen fra Struer med en 3. plads fastholde deres medaljeplads. Grindsted / Struer mandskabet sluttede samlet med bronzemedaljer i A-klassen.

I den 3. højeste klasse: B-klassen har Struer ægteparret: Marianne Nielsen og Flemming Jensen været helt suveræne i DM-kampen. Holdet har deltaget i 5 af de 6 afdelinger, der har været kørt og Struer-mandskabet tog klassesejren alle 5 gange. Derfor også guldmedaljer med maksimumpoint til Marianne Nielsen og Flemming Jensen.


B-klassen: Fra venstre, Tom Hagelskjær/ Knud E. Vestergaard (bronze), Flemming Jen-sen/Marianne Nielsen (guld) og Brian Nielsen/Bente Nielsen (sølv).

Med løbet ved Rødkærsbro er de hjemlige turneringer ved at være afviklet. Det Jysk Fynske Mesterskab mangler fortsat en afdeling, der afvikles om 4 uger ved Hedensted.

Resultat DM 6/JFM 5 2024.
Kjellerup & Omegns Motorklub – lørdag den 26. oktober 2024.
Sjette og sidste afdeling om Danmarks Mesterskabet i bilorientering. 40 deltagende mandskaber.

Mesterklassen:
Pl. Team Point
Nr. 1 Børge Holm, Thisted – Jørn Mørup, Struer 12 Strafpoint
Nr. 2 Leon Spiegelhauer – Jan Johansen, Frederikssund 70 Strafpoint
Nr. 3 Jens Døssing, Kjellerup – Bent Mikkelsen, Struer 123 Strafpoint
Nr. 4 Rene Hansen, Roskilde – Ole Skov, Thisted 155 Strafpoint
Nr. 5 Per Mikkelsen – Jan Søndergaard, Ikast 173 Strafpoint

DM-slutstilling:

Mesterklassen:
Pl. Team Point
Guld Børge Holm, Thisted – Jørn Mørup, Struer 200 point
Sølv Leon Spiegelhauer – Jan Johansen, Frederikssund 196 point
Bronze Morten Jäger – Bent Mikkelsen, Struer 189 point

A-klassen:
Pl. Tem Point
Guld Steen Olsen, Frederikssund – Kim Pedersen, Roskilde 198 point
Sølv Jan Petersen – Ken Sørstrup, Holbæk 193 point
Bronze Lars Palle, Grindsted – Poul Bo Madsen, Struer 188 point

B-klassen:
Pl. Team Point
Guld Marianne Nielsen – Flemming Jensen, Struer 200 point
Sølv Bente Nielsen – Brian Nielsen, Ikast 191 point
Bronze Knud E. Vestergaard-Tom Hagelskjær, Bjerringbro 188 point

Struer & Omegns Motor Sport
Jørn Mørup, Formand

 

Reklamer

Bruno Hansen Motorsport


Yokohama Advan dæk


H.I. Auto