Rally Sprint   14/07/25

KOMO Rallysprint med velkendte stjerner i tætte fartdueller
En af Danmarks hurtigste rallymestre, Kenneth Madsen fra Ruds Vedby, triumferede i fjor med at vinde det årligt tilbagevendende sprintopgør i Gammelrand grusgrav ved Svebølle foran ærkerivalen Simon Vallentin fra Holbæk, som i de to forudgående år havde henvist Kenneth Madsen til en andenplads. Nu er der streget op til en ny duel.


Kenneth Madsen er på spring efter en gentagelse af sidste års triumf over ærkerivalen Simon Vallentin og lillebroder Jacob Madsen.
(Foto: Morten Dam - autoMOTIV/specialpress)

I KOMO Rallysprint har Kenneth Madsen de seneste otte år været en af de mest spektakulære og dominante kørere i KOMO Rallysprint med sejre i 2017 og 2024 foruden Top-3 placeringer i de øvrige år siden 2015. Han er fortsat stærkt kørende i en 4-hjulstrukket Citroën C3 Rally 2 og dermed en favorit til sejren i den kommende weekends 38. udgave af KOMO Rallysprint.


Kenneth Madsen er på spring efter en gentagelse af sidste års triumf over ærkerivalen Simon Vallentin og lillebroder Jacob Madsen.
(Foto: Morten Dam - autoMOTIV/specialpress)

Om det bliver til et nyt hæsblæsende opgør mellem de to vestsjællandske fartkonger må tiden vise, da Simon Vallentin efter hans og norske Rudi Sunnivas dramatiske uheld i den tjekkiske ERT-runde Agrotec Petronas Rally Hustopeče i juni stadig har travlt med udbedring af skaderne på Vallentin-teamets 4-hjulstrukne Hyundai i20N Rally2. Om bilen bliver klar er ifølge Simon Vallentin endnu uvist:

- Vi knokler med det og håber selvfølgelig at blive færdig til sprintet i Gammelrand!


Simon Vallentin er på overarbejde for at få sin Hyundai i20N klar til lørdagens sprintopgør med brødrene Kenneth og Jacob Madsen.
(Foto: Morten Dam - autoMOTIV/specialpress)

Men skulle det mislykkes, bliver der ikke af den grund tale om nogen afhentningsforretning for Kenneth Madsen eftersom flere andre fartpiloter har meldt sig til start. Blandt disse er broderen Jacob Madsen, Dianalund, som vandt sprintet i 2018 og i de seneste tre år har blandet sig i topstriden med en tredjeplads og to fjerdepladser. Ganske som storebroder Kenneth kører Jacob for Team Glad i Kalundborg og han giver ikke ved dørene. Tværtimod! Og da slet ikke efter at han i år er blevet mobiliseret med en 4-hjulstrukket Renault Clio Rally3.


Simon Vallentin stræber efter at generobre pladsen på toppen af sejrspodiet.
(Foto: Morten Dam - autoMOTIV/specialpress)

Blandt de øvrige startende er der kørere som Carsten Jensen fra Herning i en tilsvarende Renault Clio, Jan Petersen fra Stoholm i en Skoda Fabia RC2, Rasmus Nielsen fra Jyderup i en BMW Compact M3 tillige med en række ambitiøse svenske BMW-kørere foruden en Ford Fiesta Rally3 med det unge talent Adam Grahn bag rattet. Han er søn af Joachim Grahn, som i 2016 og 2019 vandt KOMO-sprintet foran de hurtige brødre Kenneth og Jacob Madsen fra Ruds Vedby og Dianalund.


Jacob Madsen (t.v.) kørte sidste år i Peugeot, men er nu mobiliseret med en 4-hjulstrukket Renault Clio Rally3, så de andre kan bare vente sig. Også storebroderen Kenneth (t.h.).
(Foto: Morten Dam - autoMOTIV/specialpress)

Samtidigt bliver der lejlighed til gensyn med en række bilmodeller, som tidligere har domineret i rallysporten både nationalt og internationalt; historiske biler som Audi Quattro, Opel Ascona, Ford Escort RS 1800 og 2000, Sierra Cosworth og Subaru Impreza.

Der forventes omkring et halvt hundrede biler til start i lørdagens KOMO Rallysprint, der gennem årene har været et populært arrangement med stor publikumstilstrømning.


Kenneth Madsen kørte med et forspring på 0,4 sekund i fjor sin Citroën C3 til sejr sprintet i Gammelrand. Kampen om sejren er tæt.
(Foto: Morten Dam - autoMOTIV/specialpress)

FAKTABOKS
HVAD: 38. KOMO Rallysprint 2025
HVOR: NCC Nyrand Grusgrav & Genbrug, Gammelrand 10, Svebølle
HVORNÅR: Lørdag den 19. juli fra kl. 12:00
HVORDAN: Der køres med biler i flere forskellige klassementer. Biler med træk på to eller fire hjul, standardbiler, klassiske og historiske biler samt KRB-biler. Sidstnævnte kategori er ældre biler fra perioden 1. januar 1999-1. januar 2016.

I pausen efter dagens to første heat giver Drift Club Danmark opvisning i rallysprintets centrum med muskelstærke biler på pladsen ved start og mål.

Startrækkefølgen i det 38. KOMO Rallysprint 2025 bliver efter seedning af deltagerne baseret på resultater præsteret i tidligere sprintløb.

Der køres tre krævende omgange på grus og asfalt med en samlet længde på 4.200 meter i hvert af dagens fire heat. De fem hurtigste biler i dagens fjerde heat slutter af med et røverheat - ligeledes over tre omgange - og med særskilt præmiering.

KOMO Rallysprint

Morten Dam - autoMOTIV/specialpress


Læs mere om:
  • Jacob Madsen
  • Kenneth Madsen
  • Simon Vallentin
  • Gammelrand

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk