Nordjyske Stiftstidende oplyser i dag, at Tom Kristensen for anden gang på blot syv år får en af de økonomisk største idrætspriser i Danmark, nemlig Den Nordjyske Idrætspris på 100.000 kroner. Avisen skriver blandt andet: "Han er ikke uvant med at skrive historie, og søndag eftermiddag gjorde han det igen. Racerkøreren fra Hobro, der som den eneste har vundet syv gange på Le Mans og fire gange på Sebring, kan nu også kalde sig dobbelt vinder af "Den Nordjyske Idrætspris". Tom Kristensen vandt første gang Spar Nord Bank og NORDJYSKE Mediers pris tilbage i 2003 og efter et par års hvilepause og yderligere en håndfuld triumfer, er hans navn tilbage på den check, der er 100.000 kroner værd. - Han er en flot ambassadør for sin sport og for Nordjylland, ligesom hans præstationer på Le Mans og andre motorsportsbaner rundt om i verden gør ham enestående i international motorsport og dansk idræt, lyd det i dommerkomiteens begrundelse. Tom Kristensen var dog ikke selv til stede ved prisuddelingen i en fyldt Aalborg Stadionhal forud for Superligakampen mellem AaB og Esbjerg. I øjeblikket befinder han sig i Tyskland, hvor han testkører for Audi. Men NORDJYSKE besøgte ham tidligere på ugen, hvor han fik overrakt beskeden. - Jeg er meget glad og stolt over at vinde igen. Det er vigtigt for mig, at folk påskønner, det jeg laver, og det varmer ekstra, når det er nordjyder, der giver mig et skulderklap, siger Tom Kristensen. Han er opmærksom på, at nogen vil rynke lidt på næsen over, at han vinder "Den Nordjyske Idrætspris" for anden gang på fire år. De synes måske, at han allerede har vundet rigeligt i sin karriere. - Jeg havde heller ikke selv regnet med at vinde igen, men livet handler jo om at være vedholdende og gøre sig umage for at blive endnu bedre. Mange spørger mig, hvorfor jeg overhovedet gider at køre Le Mans igen, nu hvor jeg har vundet det syv gange. Men hvis ikke man hele tiden sætter sig nye mål, så bliver livet jo kedeligt, forklarer Tom Kristensen. Han beholder med egne ord prisen i sit hjerte, mens checken på de 100.000 kroner bliver splittet op i fem portioner á 20.000 og givet videre. Én af de glade modtagere er Aalborg Go-Kart World i Svenstrup, og det var netop indehaver Allan Berndt, som modtog "Den Nordjyske Idrætspris" på Tom Kristensens vegne. - Vi er glade for pengene, og jeg ved også, at de andre modtagere er meget taknemmelige, sagde Allan Berndt. Tom Kristensens barndomsklub Aalborg Gokart Klub blev også påskønnet med en check, mens yderligere to portioner går til kampen mod sygdom. - Aalborg Kommune laver et projekt, hvor de tager den såkaldte Sun Rise-model i brug for at forsøge at helbrede autistiske børn, og det vil jeg gerne støtte. - Samtidig giver jeg 20.000 kroner til Loke, der er en niårig dreng fra Glenstrup, der blev hjerneskadet som spæd på grund af meningitis. Hans familie genoptræner ham efter den såkaldte Doman-metode, som indebærer to dyre rejser til USA om året, siger prisvinderen. Den sidste portion penge går indirekte til Tom Kristensen selv - i form af racerkørerens hjemmeside, der nu skal have en kraftig renovering."
Se, det sidste kommer så forhåbentlig alle jer læsere af denne hjemmeside til gode. Vi håber på at kunne bringe spændende nyt inden udgangen af måneden. TomKristensen.com Nils Finderup Læs mere om: Tom Kristensen |