Der behøves næppe den helt store introduktion til Tom Kristensen - et kig nedover CV'et af resultater er imponerende. Danskeren har formået at nå status af legende, idet han ubestridt er den mest vindende kører af 24 timers løbet på Le Mans med sine 9 sejre. Alle rekorder står nu i danskerens navn.
Motorsport ligger til familien, og i de unge dage tydede alt på at Tom havde retning mod toppen af motorsport, Formel 1. Alle vindere af det tyske Formel 3 endte på et eller andet tidspunkt i Formel 1 - men Tom har ikke kørt ét eneste Grand Prix. Til gengæld har han fået masser af Formel 1-tid som testkører for en lang række teams, og blandt andet var en af de kørere der trak det tunge arbejde i dækudviklingen for Michelin inden de kom ind på Formel 1-scenen.
Men i stedet for måske at være endt i Formel 1 blandt mindre gode teams, blev et telefonopkald i sommeren 1997 det helt store vendepunkt i karrieren. Der var pludseligt opstået en chance for at komme med som 3. kører på Le Mans sammen med rutinerede kørere som italieneren Michele Alboreto og svenskeren Stefan Johansson. Danskeren slog prompte til - satte de hurtigste tider og hentede en sejr. Og resten fristes man til at sige: 'er historie!'
For herefter blev danskeren hentet til BMW som fabrikskører, og hvor det i 1998 var en udviklingsbil der blev kørt med (de udgik tidligt med defekte hjullejer) så lignede det en storslået triumf året efter. Men en tur i muren for JJ Lehto sendte dem ud af løbet.
Audi var i mellemtiden klar med deres R8-racer, og det blev et nyt kapitel i Toms succes på Le Mans. Tre år i træk sejrede han - hvilket også var en rekord, idet trioen bestående af Pirro, Biela og Tom var de første til at vinde tre år træk - endnu en rekord!
Året efter blev Audi sat på hold til fordel for "søsterteamet" Bentley der skulle have valuta for pengene. Tom blev "lånt" ud til det britiske mærke, og i den smukke Bentley-racer hentede han en ny sejr. Denne gang sammen med Rinaldo Capello og Guy Smith. Audi havde i mellemtiden skruet ned for engagementet på R8'eren, så i 2004 var der mulighed for at flere private teams kunne begå sig. Tom var at finde hos Team Goh, der måske nok på papiret så ud til at være et af de svagere Audi-teams - men sejr nummer 6 blev hevet hjem. Og i 2005 kom den syvende i rækkende efter en hed duel mod de lokale Pescarolo-team. Sejren sendte danskeren alene i spidsen over fleste sejre - og gad vide om der ikke venter flere på Le Mans!
Den nye udfordring har fra 2006 været Audis nye diesel-drevne R10-racer. Af mange udset til at være den nye store vinder, men samtidig også en stor satsning af det tyske mærke. Ingen har tidligere kunnet omsætte diesel-teknologien til succes på absolut topplan. Men noget tyder på at satsningen kan give pote - om ikke nu, så i hvert fald på længere sigt. Tom Kristensen fik en ny sejr på Sebring i 12-timers løbet, og det må siges at være den bedste start på tiden med R10'eren. Tom kørte den gamle R8'er på museum med en sejr - og han åbnede sandelig også op med en sejr da den nye 'baby' i R10'eren. Fremtiden for Tom og Audi ser meget lovende ud!
Le Mans er selvfølgelig det som fylder mest på CV'et, men derudover har danskeren også deltaget i talrige sportsvognsløb. I 2002 vandt han ALMS, da serien toppede og havde stor fokus fra flere mærker. Også i touringcar har danskeren været med fremme. Han kender flere af de tyske baner fra Super Tourenwagen Meistershaft, som var tyskernes bedste klasse de år hvor DTM holdt pause.
Fra 2004 har danskeren været med i DTM hvor han har været fabrikskører for Audi. Det har givet flere podieplaceringer og han har markeret sig med fremme i det stærke felt. Han har flere gange sat stærke tider, men et par gange i Super Pole har han ikke været helt så heldig, hvilket sidenhen har kostet i selve løbet om søndagen. I 2005 blev han dog en stærk nummer 3, men kunne ikke til sidst følge Mattias Ekström og Gary Paffett der fik den totale opbakning i deres kamp om mesterskabet. 2006 blev som et samlet hele et godt år for Tom Kristensen, men han kunne ikke over hele sæsonen matche de hurtigere Mercedes-racere. Danskeren hentede flere sejre og duellerede længe om mesterskabet med Bernd Schneider, men måtte i de sidste afdelinger se sig slået, og måtte samlet nøjes med en 3. plads.