Tom Kristensens sejr på Zandvoort var kærkommen, men alligevel erkender en nøgtern vinder, at det stadig kræver en del at vinde mesterskabet. "Det var skønt at stå øverst på podiet, men Bernd Schneider ødelagde unægteligt en del af festen ved at stå lige ved siden af," indrømmer Tom K.
"Vi har nu tre løb tilbage til at hente 10 point, så det er ikke en umulig opgave, men jeg bliver nødt til at køre med større risiko i de sidste løb. Schneider har været uhyre stabil hele sæsonen, og når han tilmed kan overvinde årets dårligste kvalifikation på Zandvoort ved at køre sig op fra nummer syv til to, kan vi ikke satse på, at han pludselig begynder at ryste på rattet. Han er alt for rutineret og har med fire tidligere titler den fornødne ro til at hente mange point i de sidste løb. Vi skal gøre vores arbejde endnu bedre hos Audi som helhed, og så må jeg forsøge at hente alt ud af bilen."
Kristensens vurdering får opbakning af motorsportschef Dr. Wolfgang Ullrich, der siger: "Jeg er skuffet over, at vi som team ikke får mere ud af løbet på Zandvoort. Tom, Tomczyk og Ekström får en forrygende start, og da også Heinz-Harald Frentzen og Pierre Kaffer formår at ligge foran Schneider på første omgang, skulle vi have udnyttet denne gave langt bedre. Vi må arbejde endnu hårdere frem mod de sidste løb, for ingen skal være i tvivl om, at vores mål fortsat er at hente titlen hjem til Ingolstadt gennem Tom." TomKristensen.com Nils Finderup Læs mere om: Tom KristensenZandvoort03/09/06 - Zandvoort - DTM |