ALMS   03/04/08

Sebring 12-timer - løbsrapport for LMP1 klassen
American Le Mans SeriesKun fem hold deltog i topklassen, men med to Audi'er mod en enkelt Peugeot kunne det knapt blive mere spændende. Peugeot-holdet dominerede de første tre timer, hvorefter tekniske problemer forsinkede Sebring-debutanterne.

Da Peugeot havde fået tekniske kvaler lå vejen åben for både Audi 1-2, men det holdt hårdere end forventet, da også tyskerne fik problemer at slås med undervejs. Det gav Lola AER’en fra Intersport Racing en flot tredjeplads, mens Autocon Motorsports’ Creation Judd udgik i sidste time. De mange problemer for P1-bilerne gjorde dog at klassen blev sat noget i skyggen af P2-bilerne, men alt i alt tegner det til en særdeles spændende sæson i ALMS.


Tre gange diesel power der fightede om placeringer.
(Foto: Motorsporten.dk)

#1 Audi Sport North America / Audi R10 TDI
Med Tom Kristensen, Rinaldo Capello og Allan McNish i bil #1, havde Audi her ”de gamle” samlet i én bil, der dog var hurtig nok til pole og var nærmeste udfordrer til Peugeot i starten af løbet. Rinaldo Capellos møde med Porsche #45 kostede en stop and go-straf, der kostede holdet en halv omgang. Det var dog en flækket udstødning der for alvor kostede holdet tid. Trods ihærdig indsats fra Kristensen og McNish – Capello var ikke i bilen de sidste 5,5 timer! – lykkedes det at genvinde den tabte omgang, men aldrig de to førende Porscher i generalklassementet. For de normalt ellers så driftsikre Audier må Sebring 2008 give lidt grå hår i direktionshovederne, men Le Mans er stadig tre måneder ude i fremtiden.


(Foto: Motorsporten.dk)

#2 Audi Sport North America / Audi R10 TDI
Marco Werner havde ynglingene Lucas Luhr og Mike Rockenfeller som makkere på Audis ”juniorhold”. I forbindelse med løbets første restart forsøgte Marco Werner en overhaling den førende Peugeot, men kørte af banen i forsøget og gled støt bagud i forhold til de nærmeste konkurrenter før han senere opsøgte pitten. Sammen med Audi #1 sad holdet på løbet i de hedeste eftermiddagstimer, men lidt over halvvejs i løbet kostede en defekt turbo næsten en halv time i depotområdet. I aftenskumringen var det Mike Rockenfellers tur til at køre af, da han ramte dækmuren i sving 4. Skaderne var overfladiske, men kostede yderligere 10 minutter. Fra 11. pladsen generelt lykkedes det at hente fire pladser og andenpladsen i P1 over de sidste timer af løbet. Ungdommeligt overmod kostede en Audi på Le Mans i 2007 og nu igen – men det er bestemt ikke kedeligt at se på og en dag rammer de rigtigt!


(Foto: Motorsporten.dk)

#07 Peugeot Total Sport / Peugeot 908 HDi FAP
Første Sebring for Peugeot med Nicolas Minassian, Sebastian Sarrazin og Pedro Lamy. Minassian og Lamy virkede suværene i løbets første tre timer, men en knækket drivaksel kostede Sarrazin tid. Yderligere problemer med bilens hydralic kostede 45 minutter i depotet og en placering uden for top-20. Endnu en drivaksel kostede mere tid sent i løbet, men når bilen var på banen var den hurtig og satte da også løbets hurtigste omgangstid. Sebring er aldrig et nemt sted at debutere, men Peugeot kan ikke fortryde de gjorde det og er sikkert blevet mange erfaringer rigere, inden hovedløbet på Le Mans finder sted. Fjerdepladsen i P1 og den samlede 12. plads er underordnet.


(Foto: Motorsporten.dk)

#10 ECO Racing / Radical R10-AER
Nystartet team med unik turbodiesel-motor. Desværre kunne chassiskonstruktør Radical ikke fremvise de fornødne homologeringspapirer og teamet måtte derfor trække sig fra løbet inden de kom igang. Publikum kunne dog stadig få autografer fra Ben Collins, Harri Toivonen og Simon Wright.

#12 Autocon Motorsports / Creation CA06H-Judd
Chris McMurry, Tony Burgess og Bryan Willman udgjorde kørebesætningen på dette privathold, der var 10 sekunder fra hurtigste P1-tider i løbet – per omgang! Som sådan halsede holdet efter GT1-Corvetterne i løbets første timer. Bremse- og hydraulikproblemer kostede et stop på næsten halvanden time i første halvdel af løbet og da mørket satte ind var der problemer med lys på bilen. I løbets sidste time blev det hele for meget og bilen blev meldt officielt udgået 21:38 med mekanisk defekt. Holdet er anmeldt på Le Mans og har tydeligvis en del hjemmearbejde at gøre før turen over Atlanten er det værd.


(Foto: Motorsporten.dk)

#37 Intersport Racing / Lola B06/10-AER
Far og søn Jon og Clint Field, samt Richard Berry stod for en af dette års Sebring-undere – at slå et fabrikshold og få en tredjeplads i P1 med hjem. Et spind tidligt i løbet og en række mindre tekniske problemer kostede tid, men ikke mere end at holdet holdt sig i nærheden af top-10 i generalklassementet. Da både Audi #2 og Peugeot #07 var forsinket var Intersport Lola’en kortvarigt på andenpladsen i P1, men slutresultatet som samlet 10’er og treer i P1 var ganske fornuftigt for dette privatteam.


(Foto: Motorsporten.dk)

Jesper O. Hansen


Læs mere om:
  • Allan McNish
  • Tom Kristensen
  • Audi Sport North America
  • Sebring
  • 15/03/08 - Sebring - ALMS

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto